Embedsmænd fra Iran og USA mødes mandag og tirsdag til indledende møder før en ny runde forhandlinger om Irans atomprogram.
Ifølge nyhedsbureauet IRNA skal iranerne og amerikanerne mødes mandag og tirsdag i Geneve i Schweiz, og derefter skal iranerne onsdag og torsdag holde møder med russiske embedsmænd i den italienske hovedstad Rom.
En amerikansk embedsmænd understreger over for nyhedsbureauet Reuters, at der er brug for aggressivt diplomati. Han understreger samtidig, at næste uges møder ikke er officielle forhandlinger.
- Det er konsultationer, der har til formål at udveksle standpunkter forud for næste runde af egentlige forhandlinger i Wien, siger den unavngivne embedsmand til Reuters.
- Vi har endnu ikke set den form for realisme fra iransk side, som vi bliver nødt til at se - og vi har heller ikke set dem træffe nogle af de svære valg, som de bliver nødt til, tilføjer han.
Den iranske præsident, Hassan Rouhani, har tidligere lovet at "engagere sig konstruktivt med Vesten", efter at en historisk - men midlertidig - atomaftale faldt på plads i november sidste år. Aftalen trådte i kraft i januar
Med den midlertidige aftale indskrænker Iran sit atomprogram i seks måneder. Til gengæld bliver en del af de vestlige landes sanktioner lempet en smule. I den mellemliggende tid er det så håbet, at der kan laves en langvarig aftale.
Denne skal gerne være på plads senest 20. juli, når den foreløbige aftale udløber.
De vestlige lande har længe mistænkt Iran for at ville fremstille atomvåben. Iran har afvist beskyldningerne og insisteret på, at atomprogrammet udelukkende har energimæssige formål.
/ritzau/Reuters