Ung West Ham-spiller dør af kræft

admin

10 år siden

|

19/04/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den 20-årige australske West Ham-spiller Dylan Tombides døde fredag efter en tre år lang kamp mod kræft. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

- West Ham viderebringer den triste nyhed, at angriberen Dylan Tombides er død i en alder af 20 år efter en brav kamp mod kræft, skriver klubben.

Den tilføjer, at Tombides døde med sin familie ved sin side.

Dylan Tombides fik konstateret testikelkræft i sommeren 2011 i forbindelse med, at han spillede U17-VM for Australien i Mexico.

Han blev erklæret rask et år senere i sommeren 2012, men sygdommen vendte altså tilbage.

Han nåede dog at optræde på West Hams bedste hold i en Liga Cup-kamp, da han blev skiftet ind til sin debut i et nederlag til Wigan i september 2012.

Derimod nåede han ikke at få spilletid i Premier League, men allerede som 17-årig oplevede han at sidde på bænken i Premier League-regi.

Dylan Tombides vil blive mindet med et minuts bifald, når West Ham lørdag eftermiddag tager imod Crystal Palace i Premier League.

/ritzau/