Ukraine begrænser sin vandforsyning til Krim-halvøen

admin

10 år siden

|

27/04/2014

Dagens topnyheder

Ukraine har valgt at begrænse vandforsyningen til Krim-halvøen. Det oplyser premierministeren for det lokale styre på Krim, Sergej Aksjonov, lørdag til nyhedsbureauet CrimeaInform.

- Ukraines sabotagegerning ved at begrænse forsyningen af vand til republikken gennem den nordlige Krim-kanal er intet andet end en bevidst handling imod befolkningen på Krim, siger han.

Aksjonov tilføjer, at "forhandlinger med Ukraine statsligt niveau er på vej" for at finde en løsning på situationen.

- Der er en plan b. Uanset hvad vil Krim ikke ende uden vand. Der er heller ingen problemer, når det kommer til drikkevand, siger premierministeren.

Myndighederne på Krim-halvøen er nu i kontakt med de landmænd, der er blevet afskåret fra vand. Særligt dyrkningen af ris er ramt.

Ukrainske Krim blev indlemmet i Rusland efter en folkeafstemning i marts.

- Der er aftalt særlige omstændigheder for Krim. Ingen vil blive efterladt uden hjælp, siger Sergej Aksjonov og henviser til, at situationen har været diskuteret med Ruslands vicepremierminister, Dmitrij Kosak.

Aksjonov understreger, at "de personer, der er kommet til magten i Ukraine opfører sig som fjender, der forsøger at skade deres tidligere medborgere. Men de vil blive passende bedømt af Krims befolkning og altid være persona non grata i republikken," siger han.

Krim-halvøen er udover at være afhængig af vandforsyninger fra Ukraine også afhængig af ukrainsk elektricitet.

/ritzau/Itar-Tass