Uhyggeligt fund i skov: Kan være forsvundet piges knogler

admin

437 uger siden

|

04/07/2016

Dagens topnyheder

Knoglerester fundet i en skov i den tyske delstat Thüringen stammer med stor sandsynlighed fra en lille pige, som forsvandt for 15 år siden.

En foreløbig retsmedicinsk undersøgelse peger på, at ligresterne kan være fra Peggy Knobloch, som var ni år, da hun i 2001 forsvandt sporløst, oplyser politiet i Oberfranken og en anklager i Bayreuth.

- Vi mener, at det med stor sandsynlighed er bevist, siger ledende anklager Herbert Potzel.

En svampesamler fandt lørdag nogle knoglestykker i en skov få kilometer fra Peggys barndomshjem.

På stedet, hvor knoglerne lå, er der fundet andre ting, der peger i retning af den dengang niårige pige.

De retsmedicinske undersøgelser har endnu ikke givet et klart svar på dødsårsagen.

Peggy Knobloch har ikke været set siden 7. maj 2001. Hun forsvandt sporløst på vej hjem fra skole, og flere ugers eftersøgning gav intet resultat.

Tre år senere blev en mentalt handicappet mand dømt for drab på Peggy. Han blev frifundet 10 år senere i 2014.

/ritzau/dpa