I januar var der et overskud på betalingsbalancens løbende poster på ni milliarder kroner. Det er 1,2 milliarder kroner mindre end i december.
Overskuddet i januar i år var dog en milliard kroner større end i januar 2013, viser tal fra Danmarks Statistik.
Baggrunden for faldet i overskuddet i januar på 1,2 milliarder kroner kan henføres til et fald i posten tjenester på 3,3 milliarder kroner, samt at underskuddet på løbende overførsler var 1,5 milliarder kroner større end i december, viser tallene.
- Det er den fortsatte positive udvikling i Danmarks økonomiske forhold overfor udlandet, der stadig er dansk økonomis største styrke, siger Michael H.J. Stæhr, cheføkonom i Dansk Erhverv.
Overskuddet på betalingsbalancen fortsatte dermed den faldende tendens, som den har haft i det sidste kvartal af 2013.
- Alligevel har Danmark et meget flot overskud i samhandlen med udlandet, og i en tid hvor den indenlandske efterspørgsel endnu halter bagefter, så holder det hånden under dansk økonomi, siger cheføkonomen.
I januar eksporterede danske virksomheder sammenlagt for 51,3 milliarder kroner korrigeret for sæsonudsving. Det er en stigning på 1,1 procent i forhold til december sidste år.
- Den indenlandske efterspørgsel lader stadig vente på sig, og vi forventer, at det primært er eksporten, der skal drive væksten i år, siger Mikael Olai Milhøj, analytiker i Danske Bank.
- Heldigvis klarer vores største eksportmarkeder sig bedre, og en række nøgletal peger på, at den udvikling vil fortsætte. Vi forventer, at eksporten vil vokse støt i løbet af 2014, siger han.
Set over en længere periode har eksporten stort set ligget på samme niveau, og hos Dansk Industri er forventningen også, at det kun langsomt vil gå fremad i den kommende periode.
- Dermed er der heller ikke nogen udsigt til, at beskæftigelsen i de eksporterende virksomheder vil stige væsentligt, siger økonomisk konsulent Nikolaj Pilgaard fra Dansk Industri.
/ritzau/