Tyve stjæler maleri til millioner fra vestjysk kirke

admin

10 år siden

|

11/03/2014

Dagens topnyheder

Politiet beder offentligheden om hjælp i forbindelse med et tyveri af et værdifuldt maleri fra Ølstrup Kirke omkring 10 kilometer øst for Ringkøbing.

Maleriet var indsat i kirkens altertavle og er malet af Emil Nolde i 1904. Det har titlen "Middag i Emmaus" og er vurderet til omkring 10 millioner kroner.

Tyveriet er sket mellem klokken 09.00 mandag og tirsdag formiddag klokken 11.

- Der er ikke tegn på indbrud i kirken, der i øvrigt står ulåst i dagtimerne, siger vicepolitiinspektør Jens Ole Pedersen fra lokalpolitiet i Ringkøbing til Ritzau.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at tyveriet er sket i dagtimerne.

- De kan jo have gemt sig i kirken og stjålet maleriet, da kirken blev aflåst mandag, forklarer vicepolitiinspektøren.

Det stjålne maleri måler omkring 60 gange 80 cm, og tyvene har kunnet pille det ned ved hjælp af en skruetrækker.

- Vi vil meget gerne høre fra folk, som får billedet tilbudt eller som i øvrigt har oplysninger, der kan føre os til maleriet, der kan ses på nettet, siger Jens Ole Pedersen.

Ifølge netudgaven af Den Store Danske Encyklopædi hed Emil Nolde egentlig Hans Emil Hansen. Han blev født 7. august 1867 i den slesvigske landsby Nolde, som han i 1902 tog navn efter.

Han blev efter folkeafstemningen i 1920 dansk statsborger, men var som kunstner tysksindet, og han blev efter århundredskiftet en af den tyske ekspressionismes hovedkræfter.

I midten af 1930'erne blev han medlem af det hjemmetyske naziparti i Nordslesvig, da han tilsyneladende sympatiserede med den nye bevægelse, fremgår det af encyklopædien.

Sympatien var dog ikke gengældt, da nazisterne stemplede hans kunst som sygeligt degenereret - på tysk entartet - og forbød ham at male.

Et stort og alsidigt udvalg af hans arbejder kan ses på Statens Museum for Kunst. Den største samling af Noldes værker findes dog i Nolde Stiftung Seebüll, hvor der i 1957 - året efter hans død - åbnede et museum for hans kunst.

/ritzau/