Der er efterhånden kommet flere forskellige bud på tv-shows, som skulle være svaret på at finde den sande kærlighed.
Vi lever i en verden, hvor man bliver eksponeret for uendelige valg og muligheder, og blot et forkert billede kan være nok til at blive valgt fra.
TV 2 Echo har derfor valgt at undersøge, hvad det er, som sker, hvis man skifter mellem at fordybe sig i den inde og ydre tiltrækning til et andet menneske.
Det nye banebrydende datingprogram udfordrer konventionerne ved traditionelle dates.
Programmet hedder 'Se mig, hør mig, elsk mig', og her er både syn og hørelse ekskluderet i datens dynamik.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
I det nye program vil 20 unge singler, ti mænd og ti kvinder i alderen 21 til 31 år, tjekke ind på et hotel i håb om at finde et kærlighedsmatch på en ny måde.
Igennem ti programmer skal de date hinanden, men der er en udfordring: De kan enten kun se og røre hinanden eller kun høre hinanden.
- I udviklingen af 'Se mig, hør mig, elsk mig' blev vi nysgerrige på, hvor bevidste vi egentlig er om, hvad der tænder os, når vi dater. Og vi fik lyst til at udvikle et program, der med et glimt i øjet og en overraskende præmis kunne gøre både de medvirkende og seerne klogere på den indre og ydre tiltrækning, siger TV 2-redaktør Anders Fuch.
Hertil understreger han, at det er en tilgang til dating, som ikke har været dækket før, og at det derfor heller ikke minder om TV 2’s andre datingprogrammer såsom “Bachelor” og “Gift ved første blik”.
- Til forskel fra 'Gift ved første blik' eller 'Bachelor', hvor det handler om at finde den eneste ene, handler programmet her i højere grad om at skærpe vores bevidsthed i datingprocessen. Hvor mange andre datingeksperimenter påstår, at det primært er det indre, der tæller, anerkender vi, at det ydre kan betyde mindst lige så meget for nogle.
'Se mig, hør mig, elsk mig' har til formål at opfordre unge til at tænke anderledes om dating. Programmet håber at inspirere til alternative datingformer og vække diskussioner om det traditionelle datingmønster.
Premieren på 'Se mig, hør mig, elsk mig' er sat til den 14. november og kan ses på både TV 2 Play og TV 2 Echo, og værten er Zelma Lewerissa.