Tusindvis af bøder på 1.500 kroner er udstedt til danske bilister siden 1. oktober: Ny lov overrasker mange

Emil Martesen

59 uger siden

|

02/11/2023
Nyheder
Foto: Google Street View
Foto: Google Street View
Den nye lov overrasker mange.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

For omtrent en måneds tid siden trådte nye regler i kraft i miljøzonerne i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Frederiksberg.

Det blev forbudt for dieselbiler klassificeret som Euronorm 1-4 at krydse disse byers grænser, medmindre de er udstyret med et godkendt partikelfilter.

Miljøstyrelsen har netop frigivet data, der viser, at ikke alle har fulgt de nye regler. 

Det skriver TV 2 Kosmopol.

I løbet af den første måned blev der udstedt 3045 administrative bødeforelæg til ejere eller brugere af dieselbiler, der overtrådte miljøzonereglerne. 

Af de mange bøder blev 1786 styks udstedt i København og Frederiksberg, hvor miljøzonen gælder for hele byen. Dog er en transitrute til og fra Nordhavn undtaget.

Den lovændring, der trådte i kraft den 1. oktober 2023, giver de fem største danske kommuner mulighed for at stramme kravene for de ældre dieselbiler med det formål at forbedre luftkvaliteten. 

Ifølge Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning er der i København og Frederiksberg alene 2695 og 554 dieselbiler, der ikke opfylder de nye regler. 

Region Hovedstaden har 12.000 dieselbiler, der berøres af ændringen, og på landsplan påvirker det op mod hver tiende dieselbil.

Bøden for at krydse miljøzonen på ulovlig vis ligger på 1500 kroner for personbiler og på 12.500 kroner for lastbiler og busser.

Disse skærpede miljøzoneregler er en del af en bredere bestræbelse på at reducere luftforurening og forbedre bymiljøet i Danmarks største byer.

I artiklen herunder kan du se, hvilke skilte der viser, at du kører ind og ud af en miljøzone.