Julen står for døren, og det betyder oftest en dyr måned.
Men for 180.000 danskere gælder det ikke kun om at sætte penge til side til julemad og gaver, men også en forhøjet varmeregning.
Aalborg forsyning varsler nemlig en prisstigning på fjernvarmen fra d 1. december 2022. Det skyldes blandt andet et generelt udfordret energimarked med stigende kulpriser samt et havari på Nordjyllandsværket.
Det løfter de sløret for i en pressemeddelelse.
Fra den 1. december stiger den variable varmepris fra 0,456 kr./kWh til 0,547 kr./kWh, hvilket for den enekelte forbruger med et standardhus på 130 kvm. og et årligt forbrug på 18,1 MWh vil give en meromkostning på godt 2.000 kr. om året. Det svarer til en stigning på 15 procent.
En stigning der heller ikke vækker glæde hos bestyrelsesformand for Aalborg Forsyning, Per Clausen, der påpeger følgende:
“Det er en rigtig ærgerlig situation, for vi ved, at mange forbrugere er trængte lige nu, hvor der er prisstigninger på stort set alt. Derfor har vi gjort alt for at holde varmeprisen i ro, men Aalborg Forsyning er ramt af et udfordret og uforudsigeligt energimarked, og dertil har Nordjyllandsværket været ude af produktion i fem måneder i forbindelse med et havari”.
Han trækker dog en streg i sandet og understreger, at der blot bliver tale om en midlertidig prisstigning:
“Planen er, at vi tager beslutningen op igen, hvilket bestyrelsen har på dagsordenen i september 2023”.
Dyre indkøb af kul
I begyndelsen af 2022 var energimarkedet udfordret som følge af Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 og de efterfølgende sanktioner mod import af bl.a. kul fra Rusland. I Aalborg Forsyning medførte det store udfordringer med at sikre de fornødne kulleverancer fra ikke-russiske leverandører.
Havari på Nordjyllandsværket
Hidtil er det lykkedes Aalborg Forsyning at holde varmeprisen i ro, fordi Nordjyllandsværket netop har været i stand til at genere en indtægt på elproduktion, som har holdt hånden under varmeprisen:
”Men helt uforudset skete der et havari på Nordjyllandsværket. Der var tale om et kompliceret nedbrud, og årsagen er endnu ikke endeligt klarlagt. Værket genoptog produktionen den 27. oktober dog med reduceret kapacitet. Men havariet har betydet, at Nordjyllandsværket var ude af produktion i fem måneder, mens elpriserne var historisk høje,” fortæller Søren Gais Kjeldsen, adm. direktør i Aalborg Forsyning.
Aalborg Forsyning forventer at øge kapaciteten på Nordjyllandsværket i løbet af foråret 2023 og at være på fuld kapacitet i sommeren 2023.