Det lyder lidt som noget fra en tvivlsom sci-fi-film.
Men sex-robotter er allerede en realitet, og i løbet af de næste 20 år vil de vinde mere og mere frem, i takt med at robot-eksperter udvikler robotternes kunstige personlighed.
Det skriver Videnskab.dk.
Allerede i 2010 blev en imponerende og meget vireklighedstro kvinde-lignende robot ved navn Roxxxy præsenteret på en pornomesse i Las Vegas.
Producenten, Douglas Hines, som viste ‘hende’ frem, forklarede dengang, hvordan Roxxxy kan få sin personlighed programmeret efter hvad ejeren er til rent seksuelt.
Allerede dengang havde over 4000 mænd skrevet sig op til et eksemplar af Roxxxy.
Og der er rigtig god grund til at tro, at robotter som Roxxxy bliver en stor del af vores fremtid.
Det mener den amerikanske kunstig intelligens-udvikler Dave Levy, som skrev ph.d.-afhandlingen ‘Intimate Relationships with Artificial Partners' i 2007.
Her satte han sig for at finde ud af, hvordan mennesker i fremtiden vil forholde sig til robotter, som både seksuelt og følelsesmæssigt kan agere som mennesker.
I sin afhandling nåede han frem til tre hovedpunkter, som forklarer, hvordan mennesker vil kunne få et intimt forhold til robotter, uden at blive eller føle sig stemplet af omverdenen. Ifølge ham forklarer punkterne også, hvordan og hvorfor mennesker i fremtiden ligefrem vil kunne forelske sig i robotterne:
1. Robotterne vil med tiden fremstå mere og mere menneskelige. Allerede i 2025 vil de kunne udvise menneskelige følelser – påstår Levy. De vil derfor også lægge op til, at vi elsker dem. Og da mennesker af natur tillægger ting og dyr personlighed og følelser, vil vi ikke synes det er mærkeligt at imødekomme robotternes ønsker.
2. Flere af os bliver en form for teknoseksuelle. Vi vil ligefrem foretrække at være sammen med robotter frem for mennesker.
3. Generte eller afsondrede mennesker kan få sig en robot. Hvis man ikke kan finde ud af at leve sammen med et andet menneske, eller hvis man af andre årsager ikke kan finde den eneste ene, er robotter et alternativ.