De to store bilprocenter Toyota og BMW styrker nu aftalen om det samarbejde, som blev aftalt for lidt over et halvt år siden. Fremover vil de to koncerner i fællesskab udvikle et brændselscellesystem, udvikle design og komponenter til en sportsvogn samt forske og udvikle i andre lette teknologier.
Et bemærkelsesværdigt samarbejde mellem BMW Group og verdens største bilproducent Toyota Motor Corporation går nu ind i en ny fase. De to giganter styrker nemlig samarbejdet yderligere og har netop indgået en bindende aftale om et langsigtet strategisk samarbejde inden for bæredygtig mobilitet.
Målet er fælles udvikling af et brændselscellesystem, fælles udvikling af design og komponenter til en sportsvogn samt fælles forskning og udvikling i andre lette teknologier. Den nye aftale er en udvidelse af den aftale parterne underskrev i juni 2012.
BMW og Toyota underskrev desuden en bindende aftale om at påbegynde samarbejde om forskning inden for lithium-luft-batterier – en videreudvikling af nutidens batteriteknologi. Denne aftale markerer anden fase af forskningssamarbejdet inden for næste generation lithium-ion-battericeller, der begyndte i marts 2012.
Glæde hos BMW og Toyota
Glæden over styrkelsen af det strategiske samarbejde mellem BMW og Toyota var tydelig at se hos både den tyske og japanske bilproducent ved det fælles pressemøde sidst i januar.
- Det er lidt over et år siden, vi underskrev vores samarbejdsaftale om udvikling af miljøvenlige biler og teknologier, herunder aftalen om, at BMW Group skal levere højeffektive dieselmotorer til Toyota. Hver dag er vores samarbejde blevet styrket. Nu går vi ind i en ny spændende fase, hvor vi skal begynde at høste frugterne. Vi vil fortsat arbejde hårdt for at nå vores fælles mål om at udvikle og bygge stadig bedre biler, siger Akio Toyoda, der er øverste chef for Toyota Motor Corporation.