Togselskab står anklaget for canadisk jernbane-tragedie

admin

10 år siden

|

13/05/2014

Dagens topnyheder

Tre mænd og et canadisk togselskab er blevet anklaget for kriminel forsømmelighed i forbindelse med sidste års togtragedie i Quebec-regionen, hvor 47 mennesker blev dræbt.

De tre mænd arbejdede alle for Montreal, Maine and Atlantic Railway, som var selskabet bag det løbske tog, der eksploderede i byen Lac-Mégantic. Togselskabet er siden gået konkurs.

Under et vagtskifte i Nantes omkring 13 kilometer fra Lac-Mégantic begyndte olietoget pludselig at rulle nedad mod byen, hvor det blev afsporet og eksploderede. Det er siden blevet slået fast, at bremserne ikke var stærke nok til at holde toget på skråningen.

Godstoget var lastet med råolie, og det tog over et døgn at slukke flammerne, så det var muligt at afsøge ruinerne efter lig. Adskillige bygninger i den centrale del af byen blev udslettet.

Ilden kunne ses op mod 50 kilometer væk, og en tredjedel af byens omkring 6000 indbyggere blev evakueret.

/ritzau/Reuters