Thorbjørn Olesen, den eneste danske deltager i denne uges PGA-turnering i USA, er med i toppen af feltet efter en runde i fem slag under par fredag.
Det rækker til en delt sjetteplads med en samlet score på seks slag under par før weekendens finalerunder. Thorbjørn Olesen lavede syv birdies, mens han på to huller blev noteret for et ekstra slag. Facit blev et scorekort på 67 slag.
Turneringen føres af englænderen Paul Casey i 12 slag under par foran dette års US Masters-vinder, amerikaneren Bubba Watson, der er tre slag efter.
Rory McIlroy stod for en af fredagens værste præstationer ved at bruge 78 slag på de 18 huller. Nordireren vandt i sidste uge BMW PGA Championship og fortsatte det gode spil i torsdagens første runde af Memorial Tournament i Ohio med en score i ni slag under par.
Nu er McIlroy gledet fra en førsteplads ned på en delt 24.-plads, og dermed er den påståede positive effekt på hans golfspil efter bruddet med Caroline Wozniacki i hvert fald for en stund aftaget.
Phil Mickelson, en anden af feltets største stjerner, rykkede otte pladser frem til en 37.-plads. Amerikaneren gik i to slag under par og virkede ikke til at lade sig gå på af, at han ifølge Wall Street Journal efterforskes af FBI i en sag om insiderhandel med aktier.
/ritzau/