Thailands hærchef holder møde med stridende parter

admin

10 år siden

|

21/05/2014

Dagens topnyheder

Chefen for Thailands hær skal onsdag drøfte konflikten i landet med de rivaliserende politiske grupperinger.

General Prayuth Chan-ocha har indkaldt ledere fra forskellige politiske grupper og partier samt medlemmer af valgkommissionen for at finde en løsning på den fastlåste situation. Mødet finder sted klokken 07.30 dansk tid, oplyser en talsmand for militæret.

Thailands hær indførte tirsdag undtagelsestilstand i et forsøg på at genoprette ro i landet. Thailand har i månedsvis været plaget af regeringsfjendtlige demonstrationer - flere mennesker er døde, og hundredvis er kommet til skade under de indimellem meget voldsomme uroligheder.

Militæret har dog understreget, at der ikke er tale om et kup.

For bare to måneder siden blev en langvarig undtagelsestilstand i Bangkok og omkringliggende områder ophævet.

Beslutningen om at indføre undtagelsestilstand blev taget af regeringen i januar op til det planlagte valg, som daværende premierminister Yingluck Shinawatra havde udskrevet for at dæmpe uroen i landet.

Tidligere denne måned blev Yingluck Shinawatra afskediget som regeringsleder efter en kontroversiel dom for magtmisbrug. Siden er spændingerne i landet taget til igen.

/ritzau/Reuters