Det kan være dig eller mig - endda et familiemedlem eller en af dine nære relationer.
Problemet er bare, at det ikke er sikkert, at vedkommende ved, de lever med det.
Ifølge Berlingske lever 27.000 danskere med en skjult trussel i kroppen. Og 18.000 af dem ved det ikke.
Det hele handler om mennesker med genetisk betinget forhøjet kolesterol.
Der er en hel masse risici forbundet med tilstanden, herunder forkalkning af hjertets kranspulsårer.
Og nu skal der gøres noget for tidligere at kunne opspore, hvem der er ramt.
Det fortæller indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til Berlingske.
"Det er meget alvorligt at have arveligt forhøjet kolesterol. Hvis sygdommen ikke behandles, har man øget risiko for hjertesygdom og tidlig død. Men de fleste med sygdommen har ingen symptomer og ved ikke selv, at de er i risikozonen."
9.000 danskere kender til risikoen, og de er sat i behandling for at afværge eventuelle blodpropper i hjerte eller hjerne.
Flere eksperter mener, at det går for langsomt med at opspore danskerne, der er i farezonen.
Regeringen vil nu finde penge til at styrke indsatsen mod truslen i kroppen.