Taliban-leder begraves i Pakistan efter droneangreb

admin

11 år siden

|

02/11/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Talibans leder i Pakistan, Hakimullah Mehsud, der er dræbt ved et amerikansk droneangreb, blev lørdag morgen begravet.

Få timer senere kunne pakistanske sikkerhedskilder oplyse, at Mehsuds afløser bliver hans næstkommanderende Khan Said.

Det skete ved en afstemning i Talibans øverste råd.

Mehsud og fire andre militante islamister døde, da det ubemandede amerikanske fly fredag affyrede fire raketter mod bygninger i Dande Darpa Khel i Nordwaziristan i et klanområde, der støder op til Afghanistan.

En pakistansk kilde oplyser, at oprørslederen og hans fire kampfæller er begravet i forskellige områder af den pakistanske provins, men han angiver ikke hvor.

Den 34-årige Mehsud ledte siden 2009 den forbudte organisation Tehrik-e-Taliban Pakistan.

Hans forgænger, Baitullah Mehsud, blev ligeledes dræbt under et amerikansk droneangreb.

Pakistan er i alarmtilstand på grund af frygten for gengældelsesangreb og selvmordsaktioner fra Taliban.

Bevogtningen er skærpet omkring vigtige anlæg og lufthavne.

Det amerikanske angreb blev sat ind dagen før, den pakistanske regering og Taliban skulle have indledt fredsdrøftelser efter mere end et årtis konflikt, der har kostet over 40.000 mennesker livet.

Mehsuds afløser, Khan Said, går også under tilnavnet Sajna.

Han menes at være bagmanden til et angreb i 2012 på et fængsel i det nordvestlige Afghanistan, hvor over 400 fanger slap ud.

Sajna skal også have stået bag et angreb mod en pakistansk flybase sidste år.

/ritzau/dpa