Sæsonen starter tidligere i år: Disse allergikere skal gøre sig klar

Nicolai H

4 timer siden

|

07/04/2025
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
De 500.000 danskere, der til dagligt døjer med denne slags allergi, skal forberede sig.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I weekenden fangede Astma-Allergi Danmark nok pollen fra birketræer i pollenfælderne til at skyde sæsonen i gang for den type træpollen, som flest danskere har allergi overfor.

Astma-Allergi Danmark udsender derfor nu dagligt Dagens Pollental og -varsling for birk og tilbyder gode råd og vejledning til alle.

Birkesæsonen starter ifølge Astma-Allergi Danmark tidligere på året og er blevet mere intens gennem årene.

”Det er ikke overraskende, at vi allerede nu ser birkepollen i fælderne. Den gennemsnitlige sæsonstart er i dag 15 dage tidligere end i perioden 1985–2009. Det lune vejr har sat skub i blomstringen af de tidligste birketræer herhjemme. Desværre ser vi en generel tendens til, at træer og buske blomstrer tidligere end før, hvilket er en udfordring for mange med pollenallergi”, siger Mathilde Kloster, der er leder af Astma-Allergi Danmarks pollentælling, i en pressemeddelelse.

500.000 danskere kan hvert år på denne tid blive syge med symptomer som vejrtrækningsbesvær fra pollenastma, rindende øjne, stoppet næse og træthed. Det er derfor afgørende, at de sørger for at få den rette behandling, hvis de vil komme godt igennem de kommende uger.

Regn og slud slår birkepollen ud

Pollenproduktionen fra birketræer er sædvanligvis stor, og derfor bliver pollentallet ofte meget højt. Men hvordan birkepollensæsonens intensitet udvikler sig, afhænger primært af én faktor, nemlig vejret. Og hvis man oplever kraftige symptomer, bør man faktisk håbe på dårligt vejr med kulde og regn, fortæller Mathilde Kloster:

”De optimale omstændigheder for, at birketræet kan blomstre, er sol og varme, og med vinden spreder den sine mange pollen,” siger hun og tilføjer:

”Hvis vi får den stedvise frost og regn, der også kan kendetegne foråret, er det godt nyt for dem, der har allergi overfor birkepollen. Frost sætter nemlig en dæmper på blomstringen, da det laver frostskader på de blomstrende birkerakler, og regnen skylder pollen ud af luften.”

Kommuner bør tage hensyn til danskere med pollenallergi

Op mod 1 million danskere bliver hvert år syge af pollenallergi, hvilket både nedsætter deres livskvalitet og er dyrt for samfundsøkonomien. Det skyldes blandt andet, at pollensæsonen er blevet længere og mere intens på grund af en kombination af klimaforandringer og allergifremkaldende beplantning i by- og boligområder. Astma-Allergi Danmark arbejder derfor for at få retningslinjer for håndtering af allergifremkaldende beplantning i landets kommuner.

”Det er vigtigt, at kommunerne tager et hensyn til de borgere, der bliver syge af beplantningen der, hvor de bor, arbejder og færdes. Det vil fremme både folkesundheden og biodiversiteten,” siger Anne Holm Hansen, direktør i Astma-Allergi Danmark.

Foreningen arbejder for at få udarbejdet retningslinjer for allergifremkaldende beplantning til landets 98 kommuner samt at få fokus på allergivenlig byplanlægning i den kommende folkesundhedslov.

Sådan kommer du igennem birkesæsonen

Astma-Allergi Danmarks Rådgivning anbefaler, at du følger disse gode råd for at mindske symptomerne i den kommende tid: 

  • Husk din medicin

  • Hold øje med Dagens Pollental og Pollenvarsling.

  • Brug solbriller eller cykelbriller, så du får færre pollen i øjnene

  • Vask eller skyl dit hår inden sengetid, så du ikke får pollen med i seng

  • Tør dit tøj i tørretumbleren i pollensæsonen, så du undgår pollen i dit tøj og sengetøj

  • Luft ud tidlig morgen og sen aften, hvor der er færrest pollen i luften