Når skiferiesæsonen nærmer sig, er der mange, der pakker bilen og sætter kursen mod Alperne, Norge eller Sverige.
For flere danskere bliver det i år første gang, de tager turen i en elbil, efter at salget af elbiler i 2024 for første gang overhalede benzin- og dieselbiler.
Men med elbiler følger også nye udfordringer, især når batteri, kulde og ladestandere skal tages i betragtning.
Ifølge Mads Aarup, ekspert i elbiler og batteriteknologi hos Ingeniørforeningen IDA og talsperson for Elbilforeningen Danmark, er det dog ikke en umulig opgave at køre på skiferie i en elbil. Tværtimod.
"Jeg har selv kørt på skiferie i elbil flere gange. Jeg ville aldrig tage andet end elbilen, når jeg skal på ferie, uanset om det er sommer eller vinter," siger han.
Planlægning er en af nøglerne til en problemfri tur. For eksempel kan en tagboks øge luftmodstanden og dermed forringe rækkevidden.
I stedet anbefaler eksperten at placere bagagen inde i bilen for at spare energi. Også hastigheden har stor betydning, da en reducering fra 130 km/t til 110 km/t kan øge rækkevidden med op til 20 procent.
Det skriver DR
Kan gøre det mere komfortabelt
Bjergkørsel er en anden faktor, som danske bilister måske ikke er vant til at tage højde for. Når bilen skal op ad stejle bjergveje, kan energiforbruget fordobles, men elbilens navigationssystem vil typisk tage højde for det.
Samtidig kan kø ved ladestandere være en udfordring i de populære skiområder. Aarup anbefaler derfor at lade op, når muligheden byder sig, frem for at vente til sidste øjeblik.
"Always be charging, altså lad op, når du kan, ikke kun når du skal," lyder hans råd.
Også hjemmevejen kræver omtanke. Mange elbiler bruger en smule strøm, selv når de holder stille i kulden, og det kan skabe problemer, hvis man starter hjemturen med et lavt batteriniveau.
Derfor anbefales det at lade bilen op til 80-90 procent, inden man forlader skisportsstedet, for at undgå lange ventetider ved de første ladestationer.
Med lidt forberedelse kan elbilen sagtens klare turen – og måske endda gøre skiferien endnu mere komfortabel.