Stort benspænd: Disse danskere rammes af ny skatteregel

Laurids Gjelstrup

2 timer siden

|

04/03/2025
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Disse danskere rammes af ny skatteregel.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

For mange elbilsejere med solceller har kombinationen af egenproduceret strøm og bæredygtig transport været den ideelle løsning.

Men en afgørelse fra Skatterådet betyder, at de ikke længere kan få refusion for elafgiften på den strøm, de bruger til opladning.

Myndighederne begrunder afgørelsen med, at det ikke er muligt at dokumentere, om strømmen til ladeboksen kommer fra solcellerne eller elnettet.

Dermed risikerer ejere af solcelleanlæg at miste refusion for strøm, de selv producerer.

Den manglende afklaring har skabt frustration hos mange elbilister, der nu står til et økonomisk tab på mellem 4.000 og 11.000 kroner årligt.

Clever, Danmarks største ladeoperatør, melder om en stor stigning i henvendelser fra bekymrede kunder.

"Vi modtager rigtigt mange opkald fra kunder, som synes, at det er vigtigt med en hurtig løsning, der kan hjælpe nu og her," siger Lasse Strüwing Hansen, politisk ansvarlig hos Clever.

Problemet har været kendt i årevis, og Clever har tidligere haft en metode til at registrere, hvor meget strøm kunder med solceller trækker fra elnettet.

Den metode er dog blevet underkendt af Skatterådet. Nogle elbilister har sågar truet med at fjerne deres solceller for at kunne få samme afgiftsfordel som dem uden solcelleanlæg.

Det skriver Avisen Danmark

Skatteministeren tager bladet fra munden

Skatteminister Rasmus Stoklund har tidligere erkendt, at der skal findes en løsning, men kalder det en teknisk udfordring. Han mener at de bør kunne gøre det bedre, men det er ikke helt enkelt.

Som en midlertidig løsning foreslår Clever, at elbilister med solceller kan få afgiftsrefusion, hvis de lader bilen op i tidsrummet 23-06, hvor solcellerne med sikkerhed ikke producerer strøm.

"Det er ikke en perfekt løsning. Det er en midlertidig nødløsning, men det vil hjælpe størstedelen af elbilisterne," siger Lasse Strüwing Hansen.

En mere permanent løsning kan dog være på vej. Fra 2026 forventes det, at såkaldte serielle målere kan give et præcist overblik over, hvor strømmen kommer fra, og hvad den bruges til.

Indtil da må elbilister med solceller dog fortsat kæmpe med uklare regler og økonomisk usikkerhed.