Stormy Daniels bryder tavsheden: "Han skal i fængsel!"

Mathias Madsen

24 uger siden

|

02/06/2024
Stormy Daniels har for første gang udtalt sig offentligt efter retssagen torsdag, hvor Donald Trump blev kendt skyldig i den såkaldte tys tys-sag.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Torsdag blev USAs tidligere præsident, Donald Trump, erklæret skyldig i samtlige 34 anklager i den såkaldte tys tys-sag.

Sagen er en historisk sag, hvor den tidligere præsident blev kendt skyldig i at have forfalsket dokumenter for at dække over en udbetaling på 130.000 $ (ca. 900.000 kr.) til den tidligere pornoskuespillerinde Stormy Daniels.

Udbetalingen fandt sted forud for præsidentvalget i 2016 og skulle ifølge anklagemyndigheden sikre, at Daniels ikke udtalte sig om en affære, som hun og ekspræsidenten havde haft i 2016.

Udtaler sig for første gang

Siden dommen torsdag har der været stille fra Daniels, hvis borgerlige navn er Stephanie, men nu har hun for første gang udtalt sig til mediet The Mirror.

Til mediet udtalte hun, at hun håber, at Donalt Trump bliver "idømt fængselsstraf og noget samfundstjeneste [...]."

Daniels foreslår selv, at Trump kunne melde sig frivilligt som "boksepude på et kvindekrisecenter."

Den tidligere pornostjerne lægger ikke skjul på hendes had til ekspræsidenten, og hun understreger, at hun ikke mener, at han er en god kandidat til præsidentposten.

"Han er komplet og helt ude af trit med virkeligheden," har hun således udtalt.

Hun har desuden forklaret, at hun trods sejren i retslokalet aldrig vil komme sig over de mange dødstrusler, som hun har modtaget og fortsat modtager fra Trumps mange støtter.

"Du vil altid føle, at du er den slemme [...]. At være i retten var så intimiderende med jurymedlemmerne, der kiggede på mig, men jeg er glad for, at det, der skulle ud i retten, kom ud i retten og beviste [...], at jeg hele tiden har fortalt sandheden," har Daniels udtalt og uddybet, at det dog ikke er ovre for hende.

"Trump er måske skyldig, men jeg skal stadig leve med arven," forklarede hun.

Til spørgsmålet om, hvad hun mener en retfærdig straf til Trump ville være, svarede hun: "Jeg ved ikke, hvad straffen kunne være, eller hvad Trump overhovedet vil forstå."

Hun fortsatte herefter med at sammenligne Trump med et barn, som skulle straffes ved at "fjerne elektronikken fra det."

"Man skal finde straffen, der ikke bare matcher med lovovertrædelsen, men som er retfærdig [...], og som påvirker den specifikke person. Hvem ved, hvad det er hos Trump," udtalte hun.