Det endte med et trist farvel i Champions League til Borussia Dortmund tirsdag aften, selv om tyskerne vandt 2-0 hjemme over Real Madrid.
Men det var et skoleeksempel på, hvordan man som hold skal forsøge at vende et 0-3-nederlag til samlet sejr, mener Dortmunds træner Jürgen Klopp.
- Det var en kamp til arkiverne. De må lave en video, og alle hold, som taber første kamp 0-3, må få den at se for at overbevise sig om, at det fortsat er muligt, siger Klopp ifølge dpa.
Han var stolt af sine spillere efter returkampen mod Real Madrid. Også fordi Dortmund skabte så mange chancer, at Real Madrid var heldige med at gå videre i turneringen.
- Det er ufatteligt, hvad gutterne præsterede. De gjorde alt for at gå videre. Det var så god en kamp, at jeg ingenting har at bebrejde nogen af spillerne, siger Klopp.
Det var den tyske landsholdsspiller Marco Reus, som scorede begge tyskernes mål i tirsdagens 2-0-sejr.
ritzau/