Største danske aktier lukker i højeste niveau nogensinde

admin

10 år siden

|

26/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De tyve største danske aktier lukkede mandagens handel i det højeste niveau nogensinde. C20 Cap steg én procent ved lukketid og sneg sig dermed lige akkurat over indeks 800 for første gang nogensinde. Aktierne lukker mere præcist i indeks 800,14.

Hos Nordea ser aktierådgiver Jesper Bamberger fremgangen som et udslag af flere tegn på bedring af økonomien.

- Der kom flere gode aktivitetsindeks, eller PMI-målinger, fra Europa i sidste uge. Desuden er der bedre tegn på boligmarkedet, der har haft det svært, men begynder at vende lidt rundt, hvilket er et tegn på, at det begynder at gå fremad for økonomien.

- Endelig er stigningerne efter vores opfattelse stadig et spørgsmål om, at det er på aktiemarkederne, man får det bedste afkast, siger Jesper Bamberger til Ritzau Finans.

De danske aktier har generelt haft medvind i den seneste tid, og det er da også 26. gang i år, at aktierne sætter rekord ved lukketid.

Rekorden kommer efter nogle dage med små udsving. Aktierne startede sidste uge i indeks 779,39.

I de seneste dage har aktierne dog været tæt på rekordhøjde, og de var da også over indeks 800 i løbet af dagen den 22. maj, hvor aktierne var oppe og røre 801,24. Men aktierne har altså ikke tidligere lukket over indeks 800.

En opgørelse fra Nordea viser, at regnskabssæsonen har været usædvanligt god herhjemme.

I kvartalsregnskaberne aflagt over de seneste seks uger er det lykkedes 16 af de 19 selskaber i C20-indekset (hvor A.P. Møller - Mærsk tæller to gange) at levere så pæne resultater og udsigter, at aktien er steget.

Til sammenligning steg 13 af 19 selskaber på deres regnskabsdag i den foregående sæson i januar til marts.

/ritzau/