Efter at have rundet Berlin og Prag på en større turné til en række af Europas hovedstæder gæster de to levende legender Sting og Paul Simon Odense.
Et publikum på ikke mere end 4500 personer vil kunne opleve de to herrer spille i Sparekassen Fyn Arena 17. marts, oplyser Odense Kommune i en meddelelse.
- Sammenlignet med de arenaer, som de ellers spiller i, er der nærmest tale om en intimkoncert, som man virkeligt skal se frem til, siger udviklingschef Ronnie Hansen fra Odense&Co.
Han siger, at der siden marts i år er blevet lagt meget energi i at få superstjernerne til Odense, og at det uden tvivl har været en fordel, at den tidligere Police-forsanger Sting fik et særligt forhold til byen, da han spillede der for et par år siden.
- Han cyklede rundt i sådan noget slidt tøj og lignede en, der slet ikke er en kæmpestor stjerne, siger Ronnie Hansen og fortæller, at der på koncertpladsen om formiddagen pludselig lød i højttalerne: "Nu kommer Sting, nu kommer Sting."
- Alle forventede så, at der ville komme en stor sort bil ind med en kortege. Men i stedet kom der en mand på en cykel, som han havde lånt på hotellet. Så cruisede han bare rundt, siger Ronnie Hansen.
Han understreger, at det er Odenses lokale koncertargentur JVB Concerts, som også arrangerede koncerten sidst, der har lagt de fleste kræfter i arrangementet.
De to stjerner spillede i foråret en række koncerter i USA, og sammen med deres bands tager de igen på turné sammen - først til Australien i januar og februar 2015, inden de rammer Europa til marts.
Ronnie Hansen kan ikke fortælle, hvor meget det koster at få stjernerne til byen, men at de ligger lige under den store superliga. Måske er Beyonce en smule dyrere, siger han.
Billetsalget til Sting og Paul Simon - On Stage Together åbner mandag den 22. september klokken 10 på Billetnet.
/ritzau/