SSI med chokmelding: Sammenhæng mellem covid-vacciner og hjerteproblemer

Nicolai Busekist

139 uger siden

|

21/04/2022
Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Et nyt studie med 23 millioner indbyggere har afsløret, at covid-19-vacciner kan give betændelse i hjertemusklen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Forskere fra Statens Serum Institut (SSI) har sammen med forskere fra både Sverige, Norge og Finland undersøgt, hvorvidt der er sammenhæng mellem covid-19-vacciner og tilfælde af betændelse i hjertemusklen. Og det er der, lyder det fra SSI.

Vaccinerne, der er baseret på mRNA-teknologien, har været under mistanke for i sjældne tilfælde at have forårsaget betændelse i hjertemusklen. Oprindeligt blev denne mistanke rejst i Israel sidste år i forbindelse med Pfizer-BioNTech-vaccinen.

Tidligere er der af SSI blevet gennemført en stor undersøgelse, der viser sammenhængen mellem vaccinerne, der er blevet anvendt i Danmark, og betændelse i hjertemusklen.

I forbindelse med dette studie opdagede forskere fra SSI, at betændelse i hjertemusklen var en sjælden tilstand, også efter vaccination, men at det kunne forekomme. I et nyt studie har forskerne nu undersøgt, hvilke aldersgrupper og køn, der havde størst risiko for at udvikle betændelse i hjertemusklen efter vaccination.

Betændelse i hjertemusklen er et fænomen, der primært sker efter virusinfektioner. Som oftest opstår det hos unge, raske mænd, der oplever symptomer som åndenød og brystsmerter. I de fleste tilfælde går det over af sig selv, men i de mere alvorlige tilfælde kan det føre til hjertesvigt.

Det nye studie omfatter intet mindre end 23.122.775 indbyggere i Danmark, Norge, Sverige og Finland i alderen 12 år og op, som er blevet fulgt i perioden fra den 27. december 2020 til den 5. oktober 2021.

Ved at koble data sammen fra de nordiske registre, er det lykkedes for forskerne at finde frem til 1.077 tilfælde af betændelse i hjertemusklen. Overordnet set var det primært unge mænd, der var mest udsatte for bivirkningen, hvilket særligt gjaldt efter 2. dosis af Moderne-vaccinen.

Der blev fundet 18 tilfælde efter 2. dosis af Moderna-vaccinen pr. 100.000 vaccinerede mænd i alderen 16-24 år. Hos mænd i alderen 25-39 år, var der 8 tilfælde pr. 100.000 vaccinerede efter 2. dosis, men der hos +40-årige mænd blot var 1 tilfælde.

Også i forbindelse med vaccinen fra Pfizer-BioNTech var der en risiko. Her fandt forskerne 5 tilfælde efter 2. dosis pr. 100.000 vaccinerede unge mænd i alderen 16-24 år.

"I Danmark har vi fortrinsvist brugt vaccinen fra Pfizer-BioNTech, og det er begrænset hvor mange unge mænd, der overhovedet har fået Moderna-vaccinen. I vores studie har kun 19.406 mænd i alderen 16-24 år fået to doser Moderna-vaccine. Til sammenligning har 438.109 fået to doser Pfizer-BioNTech. Det er derfor trods alt få unge mænd, der er blevet ramt af denne bivirkning," siger Anders Hviid, professor og konstitueret afdelingschef på SSI.

"Vi vurderer, at i denne aldersgruppe har 22 mænd udviklet det i forbindelse med Pfizer-BioNTech vaccinen, og 4 har udviklet det i forbindelse med Moderna-vaccinen. Dette skal ses i forhold til, at vi har vaccineret mere end 450.000 mænd i den samme aldersgruppe," fortsætter han.

Forskerne bag det nye studie mener ikke, at deres fund er noget, der kan overskygge de fordele, der er forbundet med at blive vaccineret.

"Man skal huske på, at alternativet, at få en infektion med covid-19, sandsynligvis også indebærer en risiko for betændelse i hjertemusklen. Dertil kommer risikoen for alvorlig covid-19-sygdom og forskellige senfølger, hvoraf mange endnu ikke er fuldt belyst," siger Anders Hviid.