Det regnede med penge i Nordsjælland i nat

Redaktionen

430 uger siden

|

17/08/2016

Dagens topnyheder

Der er slut med at hæve penge fra en Danske Bank-automat på Helsingevej i Frederiksværk i Nordsjælland. I hvert fald for en tid.

Natten til onsdag blev hæveautomaten sprængt i luften af en eller flere ukendte gerningsmænd.

Det oplyser Henrik Alstrup, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

- Vi fik en alarm klokken 2.48. Det var en boksalarm, og da vi kom frem, kunne vi se, at der har været en bokssprængning, siger han.

Hæveautomaten ligger i forbindelse med en Eurosparbutik på Helsingevej 155. Bygningen er dog ikke blevet voldsomt beskadiget eller er i fare for at styrte sammen.

Til gengæld var der omfattende skader på automaten.

- Den er sprængt godt i stykker. Der har også været kraftig røgudvikling og en lille brand, der bliver slukket, siger Henrik Alstrup.

Som konsekvens af sprængningen blev der blæst kontanter ud over stedet. Der er dog ingen grund til at blive fristet, for alle pengesedlerne er allerede fjernet.

- Pengene blev spredt ud over området, men sedlerne er samlet op. Vi er på stedet og har spærret af. Teknikerne kommer i løbet af morgenen, og indtil da vil der være afspærret, så der ikke bliver ødelagt beviser, siger vagtchefen.

Politiet ved ikke, hvad udbyttet har været. Det vil blive undersøgt i løbet af dagen.

Samtidig er der kun få spor at gå efter, når det kommer til at opklare, hvem der står bag sprængningen.

To mænd blev set køre væk i en lang, mørk personbil med fire døre. Måske er der tale om en Mercedes. Den kørte mod Helsinge.

Onsdag formiddag oplyser Nordsjællands Politi, at der blev brugt gas ved eksplosionen.

/ritzau/