Sportsdirektøren roser Nicki S. for sin fight

admin

10 år siden

|

06/04/2014

Dagens topnyheder

Nicki Sørensen viste stor fightervilje i sit første Flandern Rundt.

Den danske cykelveteran på 38 år debuterede med en 13. plads i Flandern Rundt.

Sørensen var ellers primært med for at hjælpe Tinkoff-Saxo-holdets kaptajner Matti Breschel og Danielle Bennati, men da de udgik efter styrt, tog Nicki Sørensen fat.

- Selvfølgelig er jeg imponeret over Nicki, som voksede med opgaven og tog ansvar, da både Bennati og Matti udgik, siger hollænderen Steven De Jongh, som var holdets sportsdirektør i Flandern.

- Nicki faldt konstant ind og ud af favoritgruppen, og han viste stor karakter, da han vidste, at han var holdets forreste rytter, fortsætter sportsdirektøren.

Steven De Jongh konstaterer desuden, at Matti Breschel, så vidt holdet er orienteret, ikke har brækket noget i forbindelse med sit styrt.

Danskeren styrtede og slog sin ene hånd i forbindelse med Tour of Qatar i februar.

Store smerter i hånden har gjort foråret svært for ham, men nu var han lige vendt tilbage til de store cykelløb efter sin skade.

/ritzau/