Spar Nord overtager FIH's erhvervskunder

admin

10 år siden

|

21/05/2014

Dagens topnyheder

Spar Nord overtager FIH Erhvervsbanks cirka 900 erhvervskunder med små og mellemstore virksomheder med et samlet forretningsomfang på fire milliarder kroner.

Med salget af engagementerne med FIH Erhvervsbanks erhvervskunder til Spar Nord står det klart, at den danske stat slipper ud af sit milliardforhold med den tidligere særdeles pressede erhvervsbank med skindet på næsen.

Det fastslår FIH's direktør, Bjarne Graven Larsen, over for Ritzau Finans.

- Da de nuværende ejere tog over for tre et halvt år siden, var der en reel risiko for, at man ikke ville få de to milliarder kroner, staten havde skudt ind i hybrid kernekapital, og de 50 milliarder kroner, der var givet i statsgaranterede lån til FIH, tilbage, fordi FIH var meget presset på likviditeten.

- Så i virkeligheden havde staten 52 milliarder kroner ude at svømme i FIH. De er alle sammen tilbagebetalt, siger Bjarne Graven Larsen til Ritzau Finans.

Bjarne Graven Larsen tilføjer, at de engagementer på i alt 15 milliarder kroner, som statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet, overtog for et par år siden, er nedbragt væsentligt til omkring seks milliarder kroner

- Dermed er der ikke længere risiko for, at staten kommer til at lide tab på FIH, vurderer direktøren.

Med salget af de 900 kunders engagementer på cirka 4 milliarder kroner til Spar Nord følger 30 medarbejdere, mens 25 afskediges. De frasolgte engagementer svarer til cirka to tredjedele af alle FIH's kunder.

Spar Nords administrerende direktør, Lasse Nyby, siger, at overtagelsen af FIH's erhvervskunder er et led i Spar Nords strategi om at styrke bankens position på markedet for betjening af mindre og mellemstore virksomheder i hele landet.

- Det er et væsentligt element i vores strategi, at vi gerne vil styrke vores nationale markedsposition på erhvervskundemarkedet. Det forsøger vi at gøre både ved at vokse organisk og ved - som i dette tilfælde - at gennemføre opkøb, siger Lasse Nyby.

Overtagelsen, som er betinget af godkendelse fra Finanstilsynet og konkurrencemyndighederne, forventes at blive gennemført i begyndelsen af juli, og alle berørte kunder får direkte besked.

Spar Nord har omkring 360.000 kunder og 1500 medarbejdede fordelt på 75 lokale filialer over hele landet.

/ritzau/