Sønderjyske-træner: Vildt at vi ikke fik point

admin

10 år siden

|

01/03/2014

Dagens topnyheder

Sønderjyske fik en forrygende start med et straffespark efter blot 40 sekunder og en efterfølgende 1-0-scoring. Men i det 95. minut var det alligevel gæsterne fra AGF, der løb med en 2-1-sejr.

- Umiddelbart synes jeg, at det er lidt vildt, at vi ikke fik noget med fra denne kamp. Et par minutter før tid står jeg egentlig og tænker, at vi kan leve med et point, men jeg var alligevel lidt skuffet, fordi jeg følte, at der var mulighed for tre point.

- At vi så nu bagefter står helt uden point, det er en skuffelse og en spand koldt vand i hovedet på os alle sammen, siger Lars Søndergaard.

Efter 1-0-scoringen havde Sønderjyske flere gode muligheder, inden holdet parkerede bussen og blev brudt op af Danny Olsens 1-1-perle.

- Vi kom til at stå for lavt. I første halvleg i hvert fald. Jeg synes faktisk, at vi fik ændret på det i løbet af anden halvleg. Men så kom det dommedagshug til 1-1. Det ændrede lidt det hele.

- Derefter synes jeg, at vi var det hold, der trykkede på for at få scoret, og vi har et forsøg, der blev reddet på stregen. At det så i femte minuts overtid bliver 2-1 til AGF, det er virkelig bittert, fortæller han.

Spørgsmål: Er det en bevidst taktik, at I ikke er nær så offensive efter jeres 1-0-scoring?

- Nej, det er det ikke. Det var ikke meningen. AGF-spillerne kom til at spille rundt om os. Jeg tror heller ikke, at det var bevidst fra spillernes side. Vi fik justeret lidt på tingene i pausen, og det blev lidt bedre.

- Så det var ikke det, der gjorde det. Det var det der dommedagshug, der ændrede hele forløbet, mener han.

Sønderjyske må med nederlaget forblive på Superligaens sidsteplads.

/ritzau/