Slåskamp og hjemlig hygge hos prorussiske separatister

admin

10 år siden

|

21/05/2014

Dagens topnyheder

I hjertet af en smuk blomsterpark blandt hundeluftere og andet godtfolk ligger de russiske separatisters hovedkvarter i Donetsk som en uindtagelig borg på 10 etager - et kommunistisk monument i beton.

Omgivet af to høje dækmure, pigtråd, tungt bevæbnede vagter og bunker af skrot har separatisterne forskanset sig fra den antiterroroperation, som Ukraines hær i øjeblikket udkæmper for at genvinde kontrollen over det østlige Ukraine.

De bor, sover og arbejder i bygningen, som for bare en måned siden var hjemsted for lokalregeringens funktionærer, der passede deres ordinære kontorarbejde.

I dag er virkeligheden anderledes farverig i hovedkvarteret.

Man bliver mødt af en sød stank af råddent affald, når man træder ind. En mand i grøn militæruniform går rundt i strømpesokker, og en anden sidder tilbagelænet i en blød lænestol med en stor, sort kølle bundet om håndleddet.

I gangene ligger små bjerge af poser med madrester og alverdens former for efterladenskaber, og bunker af bøger og papirer er smidt hist og pist for at gøre plads til eksempelvis senge.

Det er også her i hovedkvarteret, at alverdens journalister kommer for at søge tilladelse til at arbejde i Donetsk, som i april erklærede selvstændighed fra Ukraine og 11. maj afholdt en folkeafstemning om samme.

Pludselig opstår et højlydt skænderi mellem en gruppe mænd uden for et kontor. Det udvikler sig voldsomt, og et øjeblik senere ligger de i en stor bunke på gulvet og tager kvælertag på hinanden, sparker og slår.

En kvindelig soldat i camouflagetøj og med et stort sæbeøje haster til for at se.

Hun blander sig ikke, men sørger for, at alle, der ikke deltager i slagsmålet, bliver gennet væk. Ingen journalister skal se, hvad der sker.

Hendes kollega fortæller, at separatisterne føler sig svigtet af mange journalister, efter at de har været på besøg. De fordrejer sandheden, siger hun.

Ingen kan være i tvivl om separatisterne tilhørsforhold, når de ser trappeopgange og lobbyen i bygningen, der er klistret til med slagord og russiske flag.

- Putin er vores præsident, står der flere steder.

Ved siden af hænger et manipuleret foto af Ukraines fungerende premierminister, Arsenij Jatsenjuk, hvor hans næse er erstattet af et par tyrenosser.

På et andet har den amerikanske præsident, Barack Obama, fået påmalet et Hitler-lignende overskæg og den tidligere ukrainske premierminister Julia Timosjenkos gyldne hår.

"Fascister ingen adgang," står der på bygningen.

/ritzau/