Skole lukker ned: Sender alle elever og lærere hjem

Julie Møller

210 uger siden

|

02/11/2020
Nyheder
Glamsdalens Idrætsefterskole har sendt alle elever og lærere hjem. Foto: Google Maps.
Glamsdalens Idrætsefterskole har sendt alle elever og lærere hjem. Foto: Google Maps.
Coronavirus er skyld i, at samtlige elever og lærere er sendt hjem.

Dagens topnyheder

En fynsk efterskole er i weekenden blevet gjort opmærksomme på et smittetilfælde, skriver TV 2 Fyn. 

Der er tale om Glamsdalens Idrætsefterskole, hvor der indtil videre kun er én ansat, en køkkenmedarbejder, der er testet positiv. Men det er nok til at alle elever og lærere er sendt hjem.

“Normalt er der godt styr på, hvem folk er i nærkontakt med, men når det er i en spisesituation, hvor alle elever og medarbejdere krydser hinanden, har vi valgt at være på den sikre side, for at få det stoppet,” forklarer forstanderen Thomas Madsen.

Det er under vejledning af Styrelsen for Patientsikkerhed, at efterskolen har valgt at sende alle hjem. 

Men eleverne skal ikke være bange for at komme til at kede sig. Undervisningen fortsætter derhjemme, understreger Thomas Madsen og forsikrer, at lærerne efter nedlukningen i foråret er rustet til at undervise online. 

Endnu en efterskole er ramt

Glamsdalens Idrætsefterskole er ikke den eneste efterskole på Fyn, der er ramt af smittetilfælde. På Bernstorffsminde Efterskole er der tale om en elev, der er testet positiv. Her har man valgt at sende 38 elever hjem og én lærer. Dette er også sket efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed, skriver TV 2 Fyn.