SAS aflyser fire langdistanceflyvninger fra København i forbindelse med norske piloters strejke, hvor forhandlinger mellem pilotforeningen NSF og SAS brød sammen tidlig torsdag morgen.
Det drejer sig om rejser til Shanghai lørdag og søndag, Chicago søndag og San Francisco. Rejserne retur er ligeledes aflyst.
- Vi beklager rigtig, rigtig meget. Det er tæt på at være utilgiveligt, at de skal berøres på denne måde, og vi gør selvfølgelig, hvad vi kan for at løst problemet, så det ikke påvirker kunderne yderligere, siger Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef i SAS.
Hun anslår, at det drejer sig om op mod 2000 passagerer, som er berørt i Danmark. Der er kun udtaget seks piloter til strejken, men de norske piloter agter gradvist at øge antallet af strejkende gennem pinseweekenden.
Alle de berørte passagerer bliver kontaktet af SAS.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at finde andre afgange. Nogen kan vi få sendt af sted med vores samarbejdspartnere allerede på dagen.
- Vi tager direkte kontakt til kunderne allerede fra i dag, og ellers kan man kigge på vores hjemmeside, siger Trine Kromann-Mikkelsen.
En rejse fra Oslo til New York er ligeledes blevet aflyst, hvorved antallet af berørte passagerer når 2500.
Hver aflysning koster SAS 1,6 millioner norske kroner (1,4 millioner danske kroner), skriver det norske nyhedsbureau NTB.
/ritzau/