Se hvem der er på EU's sanktionsliste

admin

|

17/03/2014

Dagens topnyheder

EU har mandag optaget 21 personer på sin sanktionsliste over for Rusland som reaktion på den politiske krise i Ukraine og specifikt søndagens folkeafstemning på Krim-halvøen. EU omtaler konsekvent "folkeafstemningen" i gåseøjne.

* De 28 EU-lande er nu forpligtet til:

1) At tage alle nødvendige skridt for at forhindre indrejse eller gennemrejse for personer på listen.

2) At indefryse alle økonomiske midler tilhørende, ejet, besiddet eller kontrolleret af personer på listen.

* Personlisten - og EU's begrundelse:

Fra Krim:

- Sergej Valerevitj Aksjonov, valgt som premierminister på Krim 27. februar under overværelse af bevæbnede prorussiske mænd. Har aktivt ført kampagne for folkeafstemningen.

- Vladimir Andreevitj Konstantinov, parlamentsformand i Krims Autonome Republik. Har deltaget i beslutninger om folkeafstemningen og opfordret vælgerne til at stemme ja.

- Rustam Ilmirovitj Temirgaljev, næstformand i Krims ministerråd. Har deltaget i beslutninger om folkeafstemningen og lobbyet for at integrere Krim i Den Russiske Føderation.

- Denis Valentinovitj Beresovskij, 1. marts udnævnt til øverstkommanderende for Ukraines flåde, men aflagde efterfølgende ed for Krims væbnede styrker. Efterforskes for højforræderi.

- Aleksej Mikhailovitj Thalij, kåret som borgmester i storbyen Sevastopol med akklamation 23. februar. Har ført kampagne for, at Sevastopol skal være en separat enhed under Rusland.

- Pjotr Anatolijovitj Sima, blev af premierminister Aksjonov udnævnt til ny chef for Krims Sikkerhedsstyrker 3. marts. Har forsynet den russiske efterretningstjeneste med oplysninger om menneskerettighedsaktivister på Krim og aktivister fra Euro-Maidan bevægelsen.

- Jurij Sjerebtsov, rådgiver for parlamentsformanden i Krims lokalparlament. En af hovedarrangørerne af folkeafstemningen.

- Sergej Pavlovitj Tsekov, næstformand i Krims lokalparlament og sammen med Sergej Aksjonov ansvarlig for afskedigelsen af den tidligere regering. Har offentligt bedt Rusland om at annektere Krim.

 

Fra Rusland:

- Viktor Alekseevitj Oserov, formand for sikkerheds- og forsvarsudvalget i Det Russiske Føderationsråd. Udtalte 1. marts offentligt støtte til at sende russiske styrker til Ukraine.

- Vladimir Mikhailovitj Dsjabarov, første næstformand for udenrigsudvalget i Det Russiske Føderationsråd. Udtalte 1. marts offentligt støtte til at sende russiske styrker til Ukraine.

- Andrej Aleksandrovitj Klisjas, formand for forfatningsudvalget i Det Russiske Føderationsråd. Udtalte 1. marts offentligt støtte til at sende russiske styrker til Ukraine.

- Nikolaj Ivanovitj Risjkov, medlem af udvalget for føderale anliggender, regionalpolitik og Norden i Det Russiske Føderationsråd. Udtalte 1. marts offentligt støtte til at sende russiske styrker til Ukraine.

- Evgenij Viktorovitj Busjmin, næstformand i Det Russiske Føderationsråd. Udtalte 1. marts offentligt støtte til at sende russiske styrker til Ukraine.

- Aleksandr Borisovitj Totoonov, medlem af kultur-, videnskabs- og informationsudvalget i Det Russiske Føderationsråd. Udtalte 1. marts offentligt støtte til at sende russiske styrker til Ukraine.

- Oleg Evgenevitj Panteleev, første næstformand i Udvalget for Parlamentsanliggender. Udtalte 1. marts offentligt støtte til at sende russiske styrker til Ukraine.

- Sergej Mikhailovitj Mironov, medlem af det russiske parlaments underhus, Dumaen. Initiativtager til loven, der under påskud af at beskytte russiske statsborgere giver Den Russiske Føderation lov til at optage fremmede landes territorier uden den fremmede regerings samtykke.

- Sergej Vladimirovitj Sjelesnjak, næstformand for det russiske underhus, Dumaen. Har aktivt støttet brug af russisk militærmagt i Ukraine og annekteringen af Krim. Ledede personligt demonstrationer til fordel for russisk militærmagt i Ukraine.

- Leonid Eduardovitj Slutski, formand for SNG som er sammenslutningen af tidligere sovjetrepublikker. Har aktivt støttet brug af russisk militærmagt i Ukraine og annekteringen af Krim.

- Aleksandr Viktorovitj Vitko, chef for Sortehavsflåden. Ansvarlig for de russiske tropper, som har besat ukrainsk territorium.

- Anatolij Alekseevitj Sidorov, øverstkommanderende for Ruslands vestlige militære distrikt, hvis tropper er indsat på Krim. Ansvarlig for dele af den russiske tilstedeværelse på Krim, som underminerer Ukraines suverænitet.

- Aleksandr Galkin, øverstkommanderende for Ruslands sydlige militære distrikt, hvis tropper er indsat på Krim og omfatter Sortehavsflåden område. Ansvarlig for dele af den russiske tilstedeværelse på Krim, som underminerer Ukraines suverænitet.

Kilde: EU-Tidende.

/ritzau/