Schulz og Juncker vil også have din stemme

admin

10 år siden

|

24/05/2014

Dagens topnyheder

35 byer i 18 lande, 27 pressemøder, over 350 interview og otte debatter på live tv på tre forskellige sprog.

Sådan lød optællingen, da Luxembourgs tidligere premierminister, Jean-Claude Juncker, forleden gjorde status på sin valgkamp og udgydelse af "blod og sved, men endnu ikke tårer" i hans forsøg på at blive EU's kommissionsformand, når José Manuel Barroso træder tilbage senere i år.

Men når de europæiske vælgere i disse dage går til stemmeurnerne, står den konservative Junckers navn ikke på stemmesedlerne noget sted.

Juncker og Europaparlamentets socialdemokratiske leder, tyske Martin Schulz, har ført utrætteligt an i en kampagne, som de siger, skal give vælgerne direkte indflydelse på, hvem der leder EU.

Men det er stadig uvist, om det bliver en af de i alt seks såkaldte spidskandidater fra de europæiske partiorganisationer, der ender med at få jobbet som kommissionsformand.

Eller om det for eksempel kunne blive den evigt benægtende danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), den villige, afgående finske statsminister Jurkki Katainen eller den stridbare franske chef for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde.

Politisk er der ikke markant stor forskel på Juncker og Schulz. Og begge har en karakter og stil, der får flere af EU's stats- og regeringschefer til at se rødt.

De tror også begge meget mere på Den Europæiske Union end de EU-skeptiske vælgere, der får opmærksomheden ved valget. Og de insisterer lige meget på, at det må blive en af dem - formentlig den fra dén politiske gruppe, der får flest stemmer - som bliver kommissionsformand.

- EU-landenes stats- og regeringschefer kan gøre, hvad de vil, bag lukkede døre. Men det kan ikke længere passe, at kommissionens formand skal vælges i studehandler ude i krogene, sagde Schulz i sidste uge i en tv-debat.

EU-præsident Herman Van Rompuy, der er forhandlingsleder for medlemslandene, siger, at man må følge traktatens ord for, hvordan valget skal foregå.

Professor Claes de Vreese fra Amsterdams Universitet siger, at traktaten er "så tilstrækkeligt vag", og at der ikke er noget "sådan plejer vi at gøre", så valget af ny kommissionsformand kan meget vel blive "en krig bag lukkede døre".

/ritzau/