Allerede nu er det muligt at skaffe billige flybilletter direkte til eksempelvis New York, som mange danskere flittigt besøger. Men fremover vil der blive endnu flere billetter at vælge imellem, når SAS i 2016 åbner tre nye ruter til USA.
Én af dem vil afgå fra København til Miami, mens SAS samtidig åbner en parallel rute mellem Oslo Gardermoen og Miami samt en rute mellem Stockholm og Los Angeles.
Det skriver SAS i en pressemeddelelse.
- Miami er en spændende destination at få på rutekortet. For det første får skandinaverne direkte adgang til en eftertragtet feriedestination, og for det andet åbner ruten også op for, at flere amerikanske turister vælger at komme til Danmark.
- Dermed kommer ruten også til at gavne den danske turistbranche med øget indtjening og flere danske arbejdspladser til følge, siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør, Københavns Lufthavne A/S i pressemeddelelsen.
SAS kommer til at flyve tre gange ugentligt fra København til Miami, og selskabet udvider samtidigt antallet af flyafgange på ruterne til Shanghai og San Francisco, lyder det.
Første gang danskere kan flyve med et SAS-fly til Miami, bliver i efteråret 2016 og billetsalget åbner senere i efteråret 2015.
Med de nye ruter og et øget antal afgange til USA og Asien tilbyder SAS sine kunder mere end 330.000 flere flysæder på oversøiske ruter i 2016.
I forvejen flyver andre flyselskaber direkte til USA fra Danmark. Blandt andre selskabet Norwegian, der slået sig op på at sælge lavprisbilletter til USA.
/ritzau/