Sad 24 år i fængsel for drab: Nu er han frikendt

admin

|

09/04/2014

Dagens topnyheder

En mand fra New York, som har siddet fængslet i næsten 25 år for drab, er blevet frikendt og renset for alle tidligere anklager mod ham.

Den nu 51-årige Jonathan Fleming var på ferie i Florida på tidspunktet for den forbrydelse, han blev dømt for at have begået. Det fastslog en domstol i Brooklyn i New York tirsdag.

- Han er meget glad for, at denne dag endelig kom, men frustreret over, at han har lidt i 25 år for en forbrydelse, han ikke begik, siger forsvarsadvokat Taylor Koss.

Fleming har hele tiden fastholdt sin uskyld i drabet på sin ven Darryl Rush i Brooklyn i 1989.

Hans advokater siger, at anklagemyndigheden hastede sagen igennem, da Fleming blev dømt. Beviser som telefonregninger, fotografier og hotelregninger fra Flemings ophold i Florida blev ignoreret.

Under retssagen påstod et enkelt vidne, at hun havde set Fleming på gerningsstedet i New York, men udsagnet blev trukket tilbage nogle uger senere, fortæller Flemings forsvarsadvokat.

Jonathan Fleming har siden, han blev dømt i 1990, forsøgt at få sin sag genoptaget.

- Baseret på afgørende fakta, som placerer Fleming i Florida på drabstidspunktet, har jeg besluttet af afvise alle anklager mod ham i retfærdighedens interesse, siger distriktsanklager Ken Thompson i en udtalelse.

/ritzau/Reuters