Rystet ansat i Fields taler ud

Nicolai Busekist

129 uger siden

|

03/07/2022
Nyheder
Foto: Twitter/Presse-fotos.dk
Foto: Twitter/Presse-fotos.dk
Søndag aften har der været skyderi i Field's på Amager, hvorfra flere øjenvidner har udtalt sig.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Københavns Politi er talstærkt til stede ved og i storcenteret Field's, hvor der søndag aften har været affyret skud.

På det sociale medie Twitter har Københavns Politi meldt ud, at der er blevet affyret skud, og at der er flere personer, der er blevet ramt.

En medarbejder fra KFC i Field's har talt med Presse-fotos, som har lavet en video, hvori han fortæller om, hvordan skudepisoden gik til.

Han fortæller, at da man kan høre, at der bliver affyret skud, kan han ikke se andet end massevis af personer, der løber hen mod KFC og ind i selve restauranten.

Desuden fortæller han, at mange af dem løb ind bag disken og ind i deres omklædningsrum, hvor de forsøgte at søge tilflugt fra skyderiet.

For at hjælpe de mange personer, der søgte tilflugt i deres lokaler, sørgede de KFC-ansatte for at barrikadere dørene samt bringe børn i sikkerhed.

Efter at have barrikaderet dørene i fastfood-restauranten, måtte de vente i omtrent 45 minutter, hvor de havde det utrolig varmt, da de ikke har vinduer i deres lokaler.

Den ansatte på KFC fortæller også, at de forsøgte at berolige dem, der søgte tilflugt i restauranten på bedste vis, hvilket de gjorde, indtil de fik at vide efter omtrent en time, at de nu kunne komme ud.

Ydermere afslører han, at en af hans kolleger forsøgte at hjælpe en lille pige, der blev skudt. Det er dog ikke blevet bekræftet af Københavns Politi eller andre myndigheder, at en lille pige er blevet ramt af skud.

Til slut fortæller han også, at han mener, at der blev affyret mellem seks og syv skud af den gerningsmand, som senere er blevet anholdt af Københavns Politi.