Russiske politikere til EU: I skal straffe os alle sammen

admin

|

18/03/2014

Dagens topnyheder

Medlemmer af det russiske parlaments underhus vil straffes på samme måde, som en stribe navngivne politiske ledere blev sanktioneret af EU og USA mandag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en erklæring, der blev vedtaget enstemmigt i Dumaens underhus, hedder det:

- Vi foreslår hr. Obama og Eurobureaukraterne, at de tilføjer alle de parlamentsmedlemmer, som stemte for denne resolution, til listen over sanktionerede russere.

Sanktionerne, der omfatter indefrysning af midler og indrejseforbud til Europa, er blevet latterliggjort i Rusland og flere andre lande.

Også USA har sanktioneret en række personer, men det er ikke noget, der har gjort indtryk på ledelsen i Moskva.

Listen af EU-sanktionerede personer indeholder navnene på otte Krim-borgere og 13 russere, som bliver nægtet indrejse i EU øjeblikkeligt, og deres eventuelle indeståender i europæiske banker bliver indefrosset.

Også i Europa er sanktionerne blevet kritiseret som aldeles ubetydelige.

- Det internationale samfund har ikke gjort andet end at indføre visa-restriktioner og indefryse værdier for 22-23 personer. Det er en patetisk reaktion, siger den konservative britiske parlamentariker Malcolm Rifkind.

Malcolm Rifkind er leder af efterretnings- og sikkerhedskomiteen i det britiske parlament.

/ritzau/Reuters