Ifølge en kilde i det russiske forsvarsministerium er Ukraine ved at forberede et militært angreb mod de prorussiske separatister, som har overtaget kontrollen med byen Slavjansk i den østlige del af Ukraine.
Det skriver CNN.
Kilden siger til Ruslands statslige nyhedsbureau RIA Novosti, at omkring 15.000 ukrainske soldater ifølge satellitfotos er mobiliseret i forstæderne til Slavjansk med henblik på "at udslette byen og dens beboere".
Fotografierne viser desuden, ifølge kilden, omkring 160 tanks, 230 infanterikøretøjer, pansrede mandskabsvogne, minekastere og raketsystemer.
Det store antal ukrainske soldater er de prorussiske separatister langt overlegne. De militante er kun bevæbnet med få pistoler og geværer, skriver RIA Novosti.
Mange beboere i det østlige Ukraine har russiske rødder og sympatiserer med styret i Moskva.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har gentagne gange kritiseret regeringen i Kijev for at anvende magt over for civile ukrainere.
Lørdag sagde USA's udenrigsminister, John Kerry, i en samtale med sin russiske kollega, Sergej Lavrov, at den russiske retorik og støtte til prorussiske separatister i det østlige Ukraine bekymrer ham.
Den eskalerende konflikt har samtidig fået EU og USA til at varsle yderligere sanktioner mod Rusland, fordi russerne ifølge de vestlige magthavere ikke har gjort nok for at nedtrappe krisen.
Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, mener, at Rusland er i gang med at "provokere til krig". Blandt andet ved at sende kampfly ind over nabolandet.
- Den eneste grund til dette (luftkrænkelserne, red.) er at provokere Ukraine til at affyre et missil, så Rusland kan anklage Ukraine for at starte krigen, sagde premierministeren lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/