Russisk fartøj og uidentificerede droner befinder sig ved vigtigt norsk gasfelt

Mathias Madsen

109 uger siden

|

23/10/2022
Nyheder
OBS: Arkivfoto / Foto: Shutterstock
OBS: Arkivfoto / Foto: Shutterstock
Norsk politi er i gang med at efterforske flere sager om uidentificerede droner i Nordsøen, og nu har de modtaget endnu en anmeldelse, som måske har forbindelse til Rusland.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Siden lækkerner på 'Nord Stream'-gasledningerne har der været stor opmærksomhed på Nord- og Østersøen og de skandinaviske gas- og oliefelter i områderne. 

Der er nemlig kraftig mistanke om, at lækkerne blev skabt af menneskeskabte eksplosioner.

Siden er et større antal uidentificerede droner blevet set nær svenske, norske og danske gas- og oliefelter i hhv. Nord- og Østersøen, og weekenden var ingen undtagelse. 

Lørdag blev en eller flere uidentificerede droner nemlig ifølge TV2 observeret ved Åsgard-feltet i Nordsøen, som drives af selskabet Equinor.

Norsk politi har bekræftet, at de lørdag omkring klokken 13 modtog en anmeldelse fra medarbejdere på borreplatformen om uautoriseret droneaktivitet i området, og Rusland har muligvis en finger med i spillet. 

Ifølge NRK har Victor Fenne-Jensen fra Sør-Vest politikreds således uddybet, at politiet desuden på nogenlunde samme tidspunkt fik en anmeldelse om et russisk fartøj, som lå ved gasfeltet Ormen Lange ikke langt fra Åsgard-feltet. 

Det russiske fartøj var isbryderen 'Yury Topchev', som lå tæt ved rørledninger, som blandt andet er ansvarlig for cirka 25 procent af Storbritanniens årlige gasforsyning. 

Fartøjet befandt sig uden for norsk farvand, men blev alligevel kontrolleret af den norske kystredningstjeneste. 

Norsk politi efterforsker sagen om den eller de uidentificerede droner. Det vides desuden ikke, om dronerne og det russiske fartøj har noget med hinanden at gøre.