Rusland henter syvende sejr i træk ved ishockey-VM

admin

10 år siden

|

21/05/2014

Dagens topnyheder

Det russiske ishockeylandshold ser ud til at være meget opsat på at revanchere fiaskoen ved OL hjemme i Sotji for tre måneder siden.

Tirsdag aften hentede Rusland den syvende sejr af syv mulige i gruppe B ved VM i Minsk, da det blev 2-1 over de hviderussiske VM-værter.

Rusland havde allerede vundet gruppen inden den afsluttende gruppekamp, og måske derfor rullede holdet sig ikke ud.

Russerne havde til kampen fået tilgang af stjernespilleren Jevgenij Malkin, som er stødt til truppen, efter at hans klub, Pittsburgh Penguins, røg ud af slutspillet i NHL-ligaen.

Ved OL i Sotji røg Rusland ud allerede i kvartfinalerne.

Tjekkiet snuppede tredjepladsen i gruppe A med en 5-4-sejr over Frankrig efter overtid, og dermed undgik tjekkerne at møde netop Rusland i kvartfinalerne.

Kvartfinalerne ser således ud: Canada-Finland, Sverige-Hviderusland, Rusland-Frankrig og USA-Tjekkiet.

/ritzau/