Wayne Rooney og Juan Mata gav lørdag holdkammeraten Ryan Giggs en fremragende start som midlertidig manager i Manchester United.
Rooney og Mata scorede to gange hver, da de regerende engelske mestre vandt 4-0 over Norwich hjemme på Old Trafford i Premier League.
Ryan Giggs fik dermed en storsejr i sin første kamp på Uniteds trænerbænk efter tirsdagens fyring af David Moyes, der slet ikke kunne få det engelske storhold til at fungere.
Sæsonens sidste kampe er næsten gratis for Giggs, da United ikke længere kan nå at kæmpe sig op i top-fire, som giver adgang til Champions League til efteråret.
United har annonceret, at waliseren blot er en midlertidig løsning, selv om klubikonet Alex Ferguson har lagt pres på ledelsen og udtalt, at man bør gå efter at hyre Ryan Giggs på den lange bane.
Den 40-årige midtbanespiller mødte op iført jakkesæt og måtte igennem 40 forfærdelige minutter, før værterne bragte sig i front. Danny Welbeck blev revet omkuld, og så kunne Wayne Rooney sikkert score til 1-0 på straffespark.
Rooney slog til igen i begyndelsen af anden halvleg, da han fra kanten af feltet lagde bolden ind ude ved stolperoden til 2-0.
Indskiftede Juan Mata stod for de næste to scoringer. I begge sekvenser tog spanieren det rigtige løb og kunne sende bolden i mål fra nært hold.
Managerskiftet fik ikke nogen umiddelbar betydning for Uniteds danske målmand Anders Lindegaard, der måtte se David De Gea vogte målet.
Manchester United er nummer syv i Premier League med 60 point for 35 kampe - 20 point færre end topholdet Liverpool.
Norwich indtager en placering lige over nedrykningsstregen som fjerdesidst.
/ritzau/