Real Madrid-superstjernen Cristiano Ronaldo havde ikke meget at sige efter tirsdagens 3-4-nederlag på hjemmebane til Schalke 04, som var tæt på at sende de regerende spanske Champions League-mestre ud af turneringen i 1/8-finalen.
Faktisk sagde portugiseren, der scorede to mål i returkampen, ikke rigtig noget.
Ifølge ESPN forlod Ronaldo Santiago Bernabeu i al hast efter kampen, men han nåede lige at ytre, at "jeg taler ikke med pressen før slutningen af sæsonen".
Real Madrid havde vundet den første kamp i Tyskland med 2-0, så spanierne gik samlet videre til kvartfinalerne med 5-4.
Schalke var tæt på at score endnu et mål i returkampen i Madrid og var altså tæt på at gå videre på reglen om flest scorede udebanemål.
Real Madrid-træner Carlo Ancelotti og spillerne måtte efter slutfløjt trods et avancement finde sig i at blive buh'et ud af hjemmebanepublikummet.
Ancelotti undskyldte for sit holds præstation. Målmand Iker Casillas stillede også op til interview.
- Det er sandt, at vi har ramt bunden, men det positive er, at vi er med i lodtrækningen fredag i næste uge til kvartfinalerne, og så glemmer vi, hvad der er sket de seneste 10 dage.
- Det har været 10 dramatiske dage, siger Casillas, som sammen med holdkammeraterne har mistet førstepladsen i Primera Division til ærkerivalen FC Barcelona.
Ved flere af Schalkes mål tirsdag aften så Casillas skidt ud.
- Jeg tror på, at en målmand altid har skylden. De seneste kampe har ikke været mine bedste, men dette er ikke tidspunktet at tænke på sig selv. På trods af, at vi ikke har gjort vores arbejde godt, er vi kommet videre.
- Vi må stå sammen og forstå kritikken fra fansene, fordi vi leverede ikke på det niveau, man skal, når man spiller for denne klub og er i en 1/8-finale i Champions League.
- Vi er privilegeret, og vi må nu tænke på i morgen. Vi kan ikke kigge tilbage på de 22 kampe, vi vandt i træk tidligere på sæsonen eller på nogle af de andre ting, vi har opnået, siger Casillas.
/ritzau/