Ribéry: VM i Brasilien bliver mit sidste

admin

10 år siden

|

21/05/2014

Dagens topnyheder

Den franske fodboldstjerne Franck Ribéry deltager i næste måned i sin karrieres sidste VM-slutrunde.

Det fortæller han i et interview med radiostationen RTL.

- Det bliver mit sidste VM, og vi tager til Brasilien for at opnå noget vigtigt. Vi vil forsøge at vinde VM, siger han ifølge det tyske nyhedsbureau DPA.

Bayern München-spilleren er i gang med forberedelserne til sin karrieres tredje VM-slutrunde. Ved hans debut i 2006 i Tyskland vandt Frankrig sølv efter finalenederlag til Italien. For fire år siden måtte franskmændene rejse hjem fra Sydafrika allerede efter den indledende runde.

Ribéry gav ikke i interviewet udtryk for, at han stopper sin landsholdskarriere efter VM. Derfor er det oplagt at formode, at Frankrigs landstræner Didier Deschamps også har den nu 31-årige Ribéry til rådighed til EM-slutrunden på hjemmebane i 2016.

Franck Ribéry og det franske landshold samles onsdag for at tage hul på de sidste forberedelser til VM, hvor Frankrig er i pulje med Honduras, Schweiz og Ecuador.

/ritzau/