Gode nyheder hænger ikke på træerne i disse tider. Især ikke de økonomiske nyheder. Dog er der kommet en enkelt undtagelse.
Rentekurven i eurozonen peger endnu engang nedad. Den Europæiske Centralbank har torsdag sat sin indlånsrente ned med 0,25 procentpoint til 2,25 procent.
Dermed fortsætter en linje, der har stået på gennem det seneste år, hvor centralbanken nu har justeret renten ned syv gange i træk, tre af dem alene i 2025.
Det skriver Ekstra Bladet
Meldingen kom ikke som nogen overraskelse for finansverdenen. Ifølge Nykredits chefstrateg, Frederik Engholm, har markedet i høj grad regnet med netop den udvikling.
Det skyldes især den afdæmpede inflation og en usikker global handelssituation, hvor nye toldsatser og varslede ændringer fra amerikansk side skaber uro.
"Eurozonen vil påvirkes både af de toldforhøjelser, som Trump over nogle omgange har varslet og justeret, og af den usikkerhed, som Trump-administrationens slingrekurs om toldsatser giver anledning til," vurderer han.
Danske renter bevæger i samme retning
Inflationen i euroområdet blev i marts opgjort til 2,2 procent – et lille, men vigtigt fald fra februar, hvor tallet lød på 2,3 procent.
Både den samlede inflation og den såkaldte kerneinflation har udviklet sig i tråd med ECB’s forventninger, og det giver ifølge banken rum til at lempe pengepolitikken yderligere.
Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, forventer, at renten kan falde endnu mere i løbet af året.
"Vores hovedscenarie er fortsat, at renten har kurs helt ned mod 1,5 procent i eurozonen," lyder hans vurdering.
Når renten i euroområdet falder, følger Nationalbanken typisk trop, for at bevare fastkurspolitikken over for euroen. Derfor vil de danske renter også bevæge sig i samme retning, og det kan få betydning for både boligejere, investorer og virksomheder i Danmark.
Alt peger på, at den lempelige kurs vil fortsætte, så længe økonomisk usikkerhed og svækket vækst skaber modvind i Europa.