Raceopdeling, total apartheid og diskrimination.
Forargelsen er stor, efter at Langkaer Gymnasium i Aarhus-forstaden Tilst har besluttet at opdele de nye 1.g-klasser efter elevernes etnicitet. Men den kritik preller af på gymnasiets rektor Yago Bundgaard.
- Jeg synes, det er ude af proportioner. I virkeligheden er hensigten, at vi lige præcis undgår diskrimination, fordi der kan opstå et samspil mellem de forskellige ungdomsgrupper og deres ungdomskultur, siger rektoren.
- Alle elever på skolen bliver først og fremmest sat i klasser efter deres fagvalg og studieretningsvalg, og det er først derefter, at vi har besluttet, hvordan vi mest hensigtsmæssigt har kunnet sammensætte klasserne ud fra etnicitet, siger han.
Gymnasiet forsøger at komme en udvikling til livs, hvor de danske elever strømmer væk. Det betyder, at andelen af elever med anden etnisk baggrund end dansk er steget de seneste år, mens eleverne med dansk baggrund har valgt andre gymnasier.
- Det var en praktisk løsning på det forhold, at vores nye 1.g-årgang havde 80 procent tosprogede elever og 20 procent etnisk danske, fortæller rektor Yago Bundgaard.
- Når man har en elevsammensætning, der ser sådan ud, må vi forholde os til, hvordan vi giver et attraktivt skoletilbud for alle elever på skolen, siger han.
I nogle af klasserne har alle elever en anden etnisk baggrund end dansk, mens de resterende klasser har en fordeling på 50/50.
/ritzau/