Rejsebureauer aflyser Tunesien-rejser på stribe

admin

9 år siden

|

27/06/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Flere danske rejsebureauer har valgt at droppe alle rejser til Tunesien efter fredagens terrorangreb mod et badehotel i feriebyen Sousse.

Det gælder både Sun Tours, Detour og Bravotours. Allerede lørdag meddelte Spies, at man dropper rejser til landet.

Ifølge kommerciel direktør i Bravotours, Gitte Søndergaard, kommer deres aflysninger til at vare sæsonen ud.

- Jeg kan ikke se, at vi kommer tilbage dertil - i hvert fald ikke i 2015, siger Gitte Søndergaard til Ritzau og fortæller, at hendes medarbejdere har arbejdet på højtryk for at finde erstatningsrejser til de danskere, der skulle have været på ferie i Tunesien.

- De fleste gæster vil gerne på ferie, vi har næsten ingen, der vil have deres rejse refunderet, siger hun.

Også danske Sun Tours og Detour meddeler på henholdsvis deres hjemmeside og på Facebook, at de aflyser rejser til Tunesien.

- På grund af det frygtelige angreb i Sousse i Tunesien har vi besluttet med øjeblikkelig virkning at aflyse vores rejser til Tunesien i sommersæsonen til og med udgangen af juli måned, skriver Detour.

Også hos Sun Tours har man valgt at indstille alle fly til Tunesien.

- Vi er dybt berørte af den tragiske situation i Tunesien. Første prioritet har været at komme i kontakt med alle vores gæster i Tunesien, skriver selskabet.

Begge selskaber giver deres gæster mulighed for at ombooke deres rejser eller annullere dem.

Fredag meddelte det store britisk-ejede rejseselskab Spies også, at de aflyser alle rejser fra Danmark til Tunesien.

Terrorangrebet fredag var rettet mod det femstjernede Riu Imperial Marhaba Hotel, som ligger nær stranden i den nordlige del af feriebyen Sousse.

38 mennesker blev dræbt af en eller flere gerningsmænd, der skød dem på stranden og i en hotellobby.

En gerningsmand - der allerede var i politiets søgelys - blev skudt af politiet.

Personer fra Storbritannien, Irland, Belgien og Tyskland har mistet livet ved angrebet.

Lørdag eftermiddag har Spies bekræftet over Ritzau, at rejseselskabet vil sende et fly fra Norge for at hente de utrygge feriegæster, der befinder sig i det uroplagede land, hjem fra Sousse.

- Vores gæster er meget utrygge dernede, så vi har valgt at evakuere dem søndag, hvor vi sender et fly fra Norge med plads til 396 passagerer. Flyet er så stort, at vi kan få alle danskere hjem fra Tunesien, siger Torben Andersen, kommunikationschef i Spies, til Ritzau.

Torben Andersen forventer, at flyet vil lande i København omkring klokken 19 søndag aften. Det er to døgn før, det oprindelige fly skulle have hentet gæsterne hjem.

Sent lørdag eftermiddag har Bravo Tours også besluttet, at rejseselskabets gæster vil blive hentet hjem søndag. De 190 gæster vil få plads om bord på det fly, som Spies sender af sted søndag.

Det oplyser Peder Hornshøj, der er administrerende direktør i Bravo Tours, til Ritzau.

/ritzau/