Regeringen har et tilbud klar til Enhedslisten og SF, som skal skaffe flertal for regeringens forslag om at ændre optjeningsreglerne for modtagelse af børnepenge.
Det bekræfter skatteminister Morten Østergaard (R) over for Ritzau.
Med tilbuddet imødekommer regeringen to af Enhedslistens tre krav for at nedsætte risikoen for social dumping.
Regeringen er parat til at indføre id-kort for alle bygningsarbejdere og forhøje bødestraffen for virksomheder, der bruger ulovlig arbejdskraft. Men der er ikke udsigt til at indføre arbejdsklausuler og kædeansvar i alle offentlige kontrakter, som Enhedslisten også har ønsket.
- Regeringen lægger to meget kontante forslag på bordet om at hæve bødestraffen for arbejdsgivere, der ansætter ulovlig arbejdskraft, og obligatoriske sikkerhedskort i byggeriet.
- Det er to store ting, som, vi synes, står i rimeligt mål med den opgave, vi har med at sørge for, at når folk kommer til Danmark på danske løn- og arbejdsvilkår og betaler skat, så får de også de velfærdsrettigheder, som de er berettiget til, siger Morten Østergaard.
Til gengæld for tiltagene mod social dumping skal Enhedslisten acceptere regeringens lovforslag om at droppe det tidligere optjeningsprincip for udenlandske EU-borgeres ret til børnecheck.
Det skal sikre, at den danske lovgivning er i overensstemmelse med EU-reglerne, men det har mødt stor modstand fra borgerlig side, hvor man har opfordret til at fastholde de danske regler og tage et opgør med EU.
- Min dør er fortsat åben - også for de borgerlige partier. Men det kan ikke nytte noget, at det tilbud, man har, er en opfordring til at begå ulovligheder. De borgerlige partier må komme på banen med konkrete og mulige forslag, og så er vi også klar til at drøfte dem, siger Morten Østergaard.
Skatteministeren afviser, at der med tilbuddet er tale om en ren købmandspolitik for at sikre regeringen flertal i en besværlig sag.
- Regeringens ambition er at sikre, at når EU-borgere kommer til Danmark for at arbejde, så skal det foregå på danske løn- og arbejdsvilkår, og der skal betales skat. Når det er opfyldt, så følger der også nogle rettigheder - blandt andet i form af børnecheck. Derfor er der en fin sammenhæng i det her, siger han.
Regeringen, SF og Enhedslisten mødes fredag til forhandlinger i Skatteministeriet.
/ritzau/