Folkeskolen har netop taget hul på en af de største ændringer nogensinde, og det har fået både privatskoler og friskoler til også at gå i gang med forandringer.
Mange af dem er identiske med elementerne i folkeskolereformen, skriver Politiken.
Det drejer sig eksempelvis om flere timer og mere bevægelse for eleverne, fortæller formanden for Danmarks Privatskoleforening, Kurt Ernst.
- Jeg tror, at folkeskolereformen på ni ud af 10 privatskoler har medført større eller mindre ændringer op til skolestart. Typisk i form af flere timer, men også i form af bevægelse. Det, man laver på privatskolerne, skal stå på mål med det, der sker i folkeskolen, siger Kurt Ernst, der taler på vegne af 150 privatskoler, til Politiken.
- Opmærksomheden på, hvad eleverne kan få ovre på den anden side af vejen, er blevet skærpet med reformen, og det er kun godt, tilføjer han.
En rundspørge udsendt til 537 frie grundskoler, hvoraf 200 har svaret, viser, at de frie grundskoler især opruster i form af flere timer.
Analysevirksomheden Bureau 2000 står bag rundspørgen, og skolelederne er blevet spurgt om antallet af lektioner fra børnehaveklasse til og med 5. klasse før og efter det igangværende skoleår.
I gennemsnit har eleverne fået cirka halvanden lektion mere om ugen. Eksempelvis er eleverne på 5. klassetrin gået fra 28,6 lektioner sidste skoleår til 30,4 lektioner i år. Til sammenligning er antallet af klokketimer i folkeskolernes 5.-klasser 33 inklusive lektiecafé.
Det er resultatet af, at friskolerne lader sig inspirere af de nye tiltag i folkeskolen, vurderer Peter Bendix, der er formand for Dansk Friskoleforening, en interesseorganisation for 275 frie grundskoler.
- De fleste af skolerne har ladet sig inspirere af skolereformen på forskellige niveauer. Nogle skoler laver mange nye ting, som ligner det, der er i reformen. Nogle gør, som de plejer, og en del ligger midtimellem. Det kan for eksempel være at give eleverne engelsk i 1. klasse og at give eleverne flere timer, siger han til Politiken.
/ritzau/