Med over 340 butikker i Danmark sidder Rema 1000 på en stor del af den danske dagligvarehandel. Og det er netop på grund af discountkædens dominans, og det faktum at Rema 1000 er et af de supermarkeder, der sælger allerflest turbokylling, at Anima i en ny landsdækkende kampagne retter skytset mod kæden.
Det oplyser Dyreværnsforeningen Anima i en pressemeddelelse.
Ifølge Anima sælger Rema 1000 årligt omkring ti millioner hurtigtvoksende kyllinger, og det hænger ikke sammen med kædens slogan.
“Rema 1000 er en stor spiller i den danske detailbranche, og under parolen “discount med holdning” bryster de sig af at sætte dyrevelfærd i højsædet. Men god dyrevelfærd og turbokylling kan aldrig gå hånd i hånd. Derfor bør Rema 1000 som en moderne og ansvarlig kæde udfase den udskældte kylling,” siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef hos Anima.
Det er ikke korrekt
Men det er langt fra et korrekt billede af virkeligheden, oplyser Rema 1000.
"Ja tak til turbokyllinger! Sådan prøver dyreaktivisterne i Anima i en kampagne at fremstille vores holdning. Men sådan forholder det sig naturligvis ikke," skriver kommunikationschef for Rema 1000, Jonas Schrøder, i et opslag på LinkedIn.
"Over 1/3 af vores kylling er i dag øko eller har højeste dyrevelfærdsmærke på 3 hjerter med adgang til udeareal. Resten er racen Ross 308, som Anima kalder for “turbokylling" - alle i dagligvarehandlen sælger den," forklarer han og uddyber:
"Vi er i gang med at udfase Ross 308, men det skal ske i et tempo, hvor kunder og producenter er med, da den koster mere."
Indsats på de sociale medier
Anima har indledt en intensiv indsats på de sociale medier, hvor de i dag, den 19. oktober, indrykket helsidesannoncer i en række dagblade og lokalaviser, der er direkte adresseret Rema 1000. Organisationen varsler desuden lokale protester foran Rema 1000-butikker i hele landet.
Kampagnen er en del af Animas mangeårige arbejde for at forbedre forholdene for danske slagtekyllinger, herunder give dem mere plads og adgang til naturligt lys. Organisationens fokus er bedre forhold og en total udfasning af hurtigtvoksende kyllinger.
Ifølge en undersøgelse af Aarhus Universitet (2018) kan tre ud af fire hurtigtvoksende kyllinger ikke gå normalt på grund af den hurtige vækst.
“Turbokyllinger er blandt de landbrugsdyr, der har det allerværst. I industrien behandles kyllingerne som effektive maskiner, der avles til at vokse så ekstremt hurtigt, at størstedelen af dyrene får alvorlige velfærdsproblemer. Det er helt uacceptabelt, og derfor lancerer vi nu en stor kampagne mod Rema 1000s salg af turbokyllinger,” siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef hos Anima.
Har sagt farvel turbokylling
Adskillige virksomheder og supermarkeder har allerede sagt farvel til turbokylling som et resultat af Animas oplysningsarbejde og dialog med virksomhederne. Eksempelvis har kæder som 7-Eleven, Joe & The Juice, Circle K og Espresso House meldt ud, at de vil udfase turbokylling samt give kyllingerne bedre pladsforhold og naturligt lys.
Også supermarkedskæderne Lidl og Aldi har valgt at droppe den udskældte kyllingerace. Og i foråret annoncerede Danmarks største fjerkræslagteri Danpo, at de arbejder for en udfasning i hele sin produktion på godt 50 millioner kyllinger.