Rammer mange: TUI aflyser alle rejser til destination

Nicolai Busekist

74 uger siden

|

23/07/2023
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Rejseselskabet TUI har besluttet at aflyse alle sine planlagte afgange til den græske ferieø Rhodos. Det gælder for afgange både søndag og mandag.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

På det seneste har den græske ferieø Rhodos været hærget af store naturbrande. Det har nu fået konsekvenser for rejsende, der skulle have rejst til den populære destination.

Det er i hvert fald tilfældet, hvis man skulle rejse med rejseselskabet TUI.

Anne Mørk-Løwengreen, der er kommunikationschef for TUI i Norge, har ifølge Ritzau har bekræftet, at de har besluttet at aflyse alle deres afgange til Rhodos søndag og mandag.

Naturbrandene har udviklet sig i den forkerte retning på det seneste. Det har medført, at brandvæsenet i Grækenland har kategoriseret Rhodos samt øen Evvia som kategori 5-områder. Det samme gør sig gældende for hele østkysten af det græske fastland.

Det betyder, at der er den højeste risiko for brand.

TUI har haft 40 danskere i de berørte områder på Rhodos. De er nu alle blevet flyttet til et andet sted på øen. I alt har det store rejseselskab omtrent 2.500 nordiske rejsende på Rhodos i disse dage. Det skriver Ritzau.

Tidligere lød meldingen fra TUI, at man ville aflyse alle rejser til hoteller, der ligger i de berørte områder. Dette har de nu valgt at lave om på. I stedet har de valgt at aflyse alle rejser til den græske ferieø.

Ifølge Anne Mørk-Løwengreen er det en beslutning, der er blevet truffet, for at være 'på den sikre side'.

Alle, der har en planlagt rejse til Rhodos med TUI søndag eller en af de kommende dage, kan ombooke rejsen. Ønsker man ikke at gøre dette, får man muligheden for at annullere den.

Det oplyses, at man som rejsende ikke selv skal foretage noget. Derimod vil man blive kontaktet af TUI. Her får man mulighed for at afgøre, om man vil ombooke eller annullere sin rejse.

De store naturbrande har haft stor betydning for folk på øen. Det har medført, at mere end 30.000 personer er blevet evakueret.

Blandt andet måtte man lørdag aften evakuere 2.000 turister med både fra Rhodos, skriver Reuters.

I denne forbindelse var det ikke blot den græske kystvagts skibe, der blev benyttet. Også mere end 30 privatejede både blev stillet til rådighed, så de kunne bruges til evakueringen.